KLAVS GJERDING

 

AF ALEXANDER RASMUSSEN

 

 

En Mand ved Navn Christian Nielsen, kaldet Peesen, som var født i Vaarst, Gunderup Sogn, Fleskum Herred, fæstede i Aaret 1843 en under Grev­skabet Lindenborg hørende Gaard i Gerding Sogn, Hellum Herred. Den laa lidt udenfor Gerding By, sydøst for denne, var lidt mindre end de andre Gerding-Gaarde og meget forsømt. Chr. Peesen var imidlertid en ualmindelig dygtig Landmand, havde en ligesaa dygtig og arbejdsom Hustru og forstod, da deres Børn voxede op, at sætte dem i det samme flittige Tridt, hvori han selv bevægede sig. Gaarden blev grundig forbedret, Besætningen stærkt forøget og hele Driften gjort meget indbringende, saa at Chr. Peesen efterhaanden blev en velhavende Mand, omendskønt han ved at købe Gaarden forøgede sine aarlige Udgifter betydeligt. Han overgik langt de andre Gerding Bymænd i praktisk Dygtighed, men var ikke synderlig afholdt af dem. Hans Slægt ovre i Fleskum Herred var religiøst bevæget, og midt i sin travle Stræben følte ogsaa Chr. Peesen en aande­lig Trang, som ifølge hans ejendommelige Natur ikke kunde tilfredsstilles ved den vante folkekirkelige For­kyndelse,

Efter at den første jydske Baptistmenighed var bleven oprettet i Aalborg i 1840, drev den i de føl­gende Aar en temmelig stærk Propaganda i Omegnen; særlig kom dens Udsendinge til Gunderup Sogn og fik nogen Indgang der. Af denne nye, skrappe Sektbevægelse blev Chr. Peesen greben ; en Dag i 1848 (4de November) kørte han, uden at have un­derrettet sine Nærmeste om sit Forehavende, ud til Aalborg og lod sig døbe.

Han tilhørte i mange Aar Baptisternes Samfund, men blev senere udelukket deraf (20de April 1872); Skønt han ikke paany indtraadte i Folkekirken, blev han dog i sine sidste Aar en flittig Kirkegænger.            En Psalme, som han har skrevet, og som han lod trykke Aaret for han døde, er vel uden digterisk Værdi, men vidner om den gamle Mands fromme Sind. Poli­tisk interesseret var Chr. Peesen ogsaa, og da man i Bælumkredsen i 1866, misfornøjet med Folkethings­mand N. P. Hansens Tilslutning til den reviderede Grundlov, ønskede at faa en Mand valgt til at stemme Nej ved den sidste, afgørende Behandling af Grund­lovsforslaget, lod han sig opstille mod N. P. Hansen, overvandt denne, mødte som Folkethingsmand for Aalborg Amts 3die Valgkres paa Sommersamlingen 1866 og afgav sin Nejstemme. Men hertil indskræn­kede sig hans Rigsdagsvirksomhed; ved det første Valg, der samme Efteraar foretoges efter den nye Grundlov, stillede han sig ikke.

 

Chr. Peesen var en i mange Maader ejendomme­lig Mand ; ganske begavet og aandelig vaagen, men egensindig, afstikkende og sær. Hans lavstammede, men tætte og faste Skikkelse, hans runde Ansigt, omrammet af det langt nedhængende Haar, de buskede Bryn over de smaa, rindende Øjne, hans hele noget opsigtsvækkende Fremtræden og hans højt raabende Stemme huskes endnu tydeligt af Egnens Befolkning. Han blev en gammel Mand. I sin høje Alderdom kom han til Skade ved en Kørselsulykke i Skørping Stationsby, blev vel helbredet, men skrantede derefter og døde 6te April 1905.

Chr. Peesens begavede Hustru, som forøvrigt ogsaa blev Baptist, tilhørte en betydelig Slægt. Hun hed Henriette Amalia Johannsen og var Datter af Skolelærer Claus Johannsen i Gunderup. Denne, en dygtig, ung Seminarist fra Sydslesvig, var i Begyn­delsen af det 19de Aarhundrede af Lehnsgreve Hein­rich Ernst von Schimmelmann, der var en Ven af Oplysningstidens Skoletanker, bleven kaldt op til Grevskabet Lindenborg og gjort først til Lærer i Fjellerad og dernæst til Lærer og Kirkesanger i Gunderup, hvor han virkede i mange Aar. Gennem sin talrige Børneflok blev han Stamfader til een af Fle­skum Herreds ypperste Bondeslægter.

Chr. Peesens og Hustrues anden Søn fødtes i Gerding den 6te Oktober 1851. Da Forældrene paa

dette Tidspunkt vare Baptister, blev Barnet ikke døbt, men fik tillagt sin Morfaders Fornavn Claus og kom altsaa efter den endnu den Gang brugte gamle Navneskik til at hedde Claus Christiansen.

Som Barn besøgte han Skolen i Gerding, hvis Lærer paa den Tid var Christian Willumsen, en Thybo, Seminarist fra Snedsted. Han var ikke anseet for at være nogen god Lærer; men Thomas Bjørnbak i Fjellerad sagde dog, at han havde faaet nogle af sine dygtigste Elever fra Willumsens Skole. Til disse hørte Claus Christiansen. Da hans Jævnaldrende skulde gaa til Konfirmationsforberedelse, kunde han jo som Baptistbarn ikke følge med dem, han blev saa i Stedet for sendt til Fjellerad Højskole som netop dengang blev oprettet.

Det var i 1866, at Thomas Bjørnbak begyndte at holde Skole i Fjellerad ; det første Aar undervistes der i et lejet Lokale; men i 1867 rejstes Skolens egen Bygning. Thomas Bjørnbaks Historie skal ikke skri­ves her, det skal kun siges, at han for Himmer­lands Befolkning fik en overvældende stor Betydning som Oplyser og politisk Vækker, ligesom hans endnu mere fremragende Broder Lars Bjørnbak fik det for Aarhusegnens Bønder. Som Lærer havde Th. Bjørn­bak sin Styrke i Mathematik og Naturlære. Netop i disse Fag synes det ogsaa, at Claus Christiansen var særlig flink; Drengen blev da een af Bjørnbaks kæreste Disciple. Han besøgte Højskolen i 1866-67; . og da det allerede nu var paatænkt, at han skulde læse videre, modtog han samtidig privat Undervisning i Tydsk hos Provst Wulff i Gunderup. Han blev meget dygtig heri - saa at han mange Aar senere spøgende udtalte, at han kunde Tydsk ligesaa godt som Dansk, ja i den tydske Grammatik var han endda bedre hjemme end i den danske.

 

Den Forberedelse, som Hjemstavnen havde kunnet yde, viste sig imidlertid i sin Helhed utilstrækkelig, da Claus Christiansen (allerede i Sommeren 1867) som Privatist forsøgte at tage den saakaldte Præli­minærexamen ved Københavns Universitet. Efter at have faaet uheldige Charakterer i de første tre Fag udeblev han fra den øvrige Del af Examen. Han indsaa, at han maatte have en mere planmæssig Undervisning. Denne kunde hurtigst og bedst faas paa et københavnsk Kursus; paa et saadant blev han da optaget og tog derfra Præliminærexamen med godt Resultat. Hans Hensigt var at blive Polytechniker, og hans næste Maal var altsaa Adgangsexamen til Polytechnisk Læreanstalt. Denne Prøve bestod han i Juli 1869 med Charakteren »Antaget«,og han havde nu fri Bane foran sig til Studiet af »anvendt naturvidenskab”. Megen Tid anvendte han i disse aar paa Botaniken, som vel nok tiltrak ham mere end hans egentlige Fag.

 

For den unge Bondekarl var Overflytningen til København og Tilvænningen til Hovedstadslivet ikke

let. I eet af hans fra den Tid bevarede Digte hedder det :

 

Og hvad kan vel ogsaa Selskab gavne,

naar jeg ikke mer er Hjemmet nær,

stedse vil jeg deres Selskab savne,

Hovedstaden seent jeg vil faa kær.

(28de August 1869.)

 

Hjemve plagede ham stærkt, og det var, efter hans eget Udsagn, denne Hjemve, som drev ham til allerede i disse første Københavnsaar at kaste sig over historisk-topografiske Studier. Ved at sysle med sin Hjemegns Beskrivelse og ved at ransage Archiverne for at opspore Vidnesbyrd om dens Fortid kunde han ligesom dulme Hjemveen.

Der er bevaret en Del andre Digte af ham fra Aarene omkring 1870: eet af dem er trykt i den af Møller-Holst og Hertel udgivne »Dansk Landbotidende « . Det bærer Overskriften »Til Udvandreren « og begynder med det kraftige Anslag :

 

Vil Du sælge Dit Hjem, vil Du saelge Dit Land,

for det røde, det skinnende Guld?

 

Andre Digte ere ligesom dette stærkt patriotiske, de prise Danmark og klage over det tabte Slesvig, nogle ere fortællende med Efterligning af Folkevisestilen. Det meste er Efterklang; men der kan også træffes enkelte ejendommelige Vers, der lyde friskt og nyt, f. Ex, dette:

 

Og vil Du gange med mig i Høst, Mari?

Og vil Du gange med mig i Høst, Mari?

Og vil Du med mig til Kirken gange

mens Degnen synger de Bryllupssange,

 

og vil Du være

min egen kære

Mari ?

 

Forøvrigt lide disse Ungdomsdigte, saaledes som de foreligge, af mange formelle Svagheder; men som de findes, skrevne paa løse Blade, ere de øjensynlig kun i Kladdeform, et enkelt er skrevet med Blyant og rettet med Blæk.

Efter den noget trange Begyndelse kom Claus Christiansen i Tidens Løb til at føle sig rigtig godt hjemme i København. Hans interessante og begavede Personlighed gjorde sig snart gældende iblandt Kam­meraterne paa Kursus og paa Læreanstalten, og han fik mange Venner, hvoraf nogle indførte ham i deres Hjem - saaledes kom han tidlig i det D. B. Adler­ske Hus.

 

Som udøbt stod Claus Christiansen jo udenfor Kirke og Christendom. Men netop denne hans Undtagelsesstilling tvang ham ind paa Undersøgelse af det religiøse Spørgsmaal. Han var aldrig en lige­gyldig; men han var en Spørger, og de Svar, han fik, og hvormed han en Tidlang slog sig til Ro, vare ikke Kirkens. Nogen nærmere Forbindelse imel­lem ham og de unge radikale Gennembrudsmænd fra 70erne kan ikke paavises, om han end vistnok har kendt J. P. Jacobsen og Erik Skram. Men han havde andre Læremestre. Han har senere selv be­tegnet sit religiøse Standpunkt i disse Aar som ra­tionalistisk, og han har sikkert dermed villet sige, at han var paavirket af Mænd som A. C. Larsen og Svenskeren Viktor Rydberg. A. C. Larsen begyndte netop i denne Periode sit senere fortsatte og videre­førte theologisk-kritiske Forfatterskab, og den aand­fulde V. Rydbergs opsigtsvækkende kritiske Skrift »Bibelns lære om Kristus« var udkommet 1862, me­dens hans Bog » Den siste Atenaren «,  hvor han i Romanform forfægter sine frireligiøse Anskuelser, var noget ældre, men først vakte Opmærksomhed i større Krese, da den kom i ny Udgave 1866. Af disse og lignende Skrifter var Claus Christiansen stærkt op­taget, og eftersom han i disse frodige Ungdomsaar voxede og udviklede sig i aandelig Henseende, til­egnede han sig deres Tanker. Den nedarvede bap­tistiske Uvillie mod Folkekirken og den senere ind­sugede moderne Kritik af Kirkens Lære forenede sig hos ham og gjorde ham bitter og fjendtlig mod den orthodoxe Christendom, der traadte ham imøde som den herskende og eneste anerkendte. Naar han i Ferierne var hjemme i Gerding og aflagde Besøg i Provstegaarden, kunde han ved sin ungdommelige Disputerelyst blive besværlig nok for den brave Pastor Rasmus Windfeld (Sognepræst for Gerding og Blendstrup Menigheder 1865-77, død som Sogne­præst i Christrup ved Randers). Han var ikke let at hamle op med for Præsten ; thi som denne sagde : » Claus har læst en uhyre Mængde, og det værste er, at han kan huske alt, hvad han har læst « .

 

I denne unge og radikale Polytechnikers Sjæl skete der imidlertid en pludselig og fuldstændig Omvælt­ning. Han talte senere ikke meget herom, han be­rørte det nødig ;  mærkelig nok synes det, som om han angaaende dette Punkt ikke har talt helt ud overfor sine ellers saa fortrolige Studentervenner; men til sit Byesbarn, Barndomsvennen Morten Jensen fra Gerding (nu Lærer og Kirkesanger i Komdrup, Hellum Herred), som senere var Fadder ved hans Daab, har han om sin Omvendelse fortalt følgende : Han maatte engang tilbringe Julen i København ; det maa have været i 1871. Paa den for en saadan Hjemløs ­usigelig triste Juleaften drev han uden egentligt Maal omkring i Byens Gader, og det hændte da, at han kom forbi Vartou, hvor de oplyste Kirkevinduer vakte hans Opmærksomhed og lokkede ham ind til Gudstjenesten. Her holdt Grundtvig Juleprædiken , (altså den sidste Jul, han levede). Paa denne Hel­ligaften blev Claus Christiansen et andet Menneske; den Juleprædiken pustede alt det omkuld, som han tidligere havde kaldt Sandhed. Han gik ud af Kirken ­med den dobbelte Beslutning: at ville døbes og ville være Præst.

 

Han begyndte det nye Afsnit af sit Liv med at forberede sig til Artium, hvilken Examen han tog i Sommeren 1873. Han blev privat dimitteret af Cand. Philol. Janus Møller    og erholdt Charakteren ”Bestået”. Med Daaben tøvede han noget; den fandt Sted i den følgende Vinter hjemme i Gerding; her fik Pastor Windfeld den store Glæde at kunne døbe den unge Disputator, der saa tidt havde staaet ham haardt imod. Han døbtes den 1 ste Februar 1874 ved en Sidstegudstjeneste i Gerding Kirke. Som Faddere vare indskrevne: Sognefoged Jens Mortensen og Hustru, Anne Katrine Olesen, samt Søn, Morten Jensen, alle af Gerding. Ved Daaben erholdt han Efternavnet : Gjerding, saa at hans fulde Navn nu lod : Claus Christiansen Gjerding. Han skrev dog i den følgende Tid stadig sit Navn i Formen  Klavs Gjer­ding, hvilken Skrivemaade derfor ogsaa benyttes her i det følgende.

Strax efter Daaben rejste han tilbage til Køben­havn og genoptog sine Studier, der jo i dette hans Rusaar først og fremmest gik ud paa at følge Profes­sor H. Brøchners filosofiske Forelæsninger; men han havde ogsaa strax efter Artium - altsaa allerede for han blev døbt - taget fat paa Theologien.

Klavs Gjerding gjorde dengang, baade aandeligt og, legemligt, Indtryk af at være ældre, end han var. Med sit store, rødbrune Fuldskæg vakte han en vis Opsigt i Rusauditoriet, han vittige og fornøjelige Væsen vandt ham ogsaa her mange Venner, og hans overlegne Begavelse og Modenhed var ikke fri for at imponere hans Kammerater.

Klavs Gjerding var en smuk Type paa Bonde­studenten, en Figur, som skulde blive saa hyppig i det 19de Aarhundredes Slutning. For den Tid var der selvfølgelig ogsaa Bondesønner, som vare komne til Studierne og havde færdedes ved Universitetet, tidt med den allerstørste Berømmelse ; men det var sjældne Fugle, Undtagelser, opdagede og fremhjulpne af een eller anden Velgører. Først i 70erne blev det almindeligt, at Bønder af egen Drift og ved egne Midler lode deres Sønner studere. Klavs Gjerdings Omgang og Vennekres var en hel Flok af Bonde­studenter. Der var de to Fyenboer, Niels Chr. Munkebo (nu Sognepræst i Horbelev og Falkerslev) og Mads Chr. Jensen (først Missionær i Santhalistan og Præst i Folkekirken, nu katholsk Katechet i Hel­singør), de to Østjyder, Niels Bak (død som Sogne­præst i Vissing og Vorladegaard) og Jens Voldum (nu Sognepræst i Hjembæk og Svinninge), og endelig hans Landsmand i snævreste Forstand, Himmerlæn­deren Søren Nielsen, født i Skibstedbro (død som Sognepræst i Baarse og Beldringe).

Den filosofiske Examen bestod Klavs Gjerding med Glans i Sommeren 1874 (ug); men den føl­gende Vinter (1874-75) tog han, delvis af økono­miske Hensyn, Plads som Højskolelærer hos For­stander Svendsen paa Tune (Københavns Amt). Chr. Peesen var forøvrigt slet ikke kneben med sine Tilskud til Sønnen, tværtimod ofrede han i Aarenes Løb villig mange Penge paa ham, og han stillede kun enkelte, men bestemte Betingelser, blandt andet den, at han ikke maatte smage Tobak ; Klavs maatte og skulde leve rigeligt og godt i København; men »den føst Cigar, Do røge, Klavs, den blywwe virkelig te en Noel, dæ søjje mi Lomm sammel « - Chr. Peesen yndede altid at udtrykke sig i billedrige, pathetiske Vendinger.

Faderen tænkte altsaa ikke paa at slaa Haanden af Klavs Gjerding; men det vilde jo unægtelig være heldigt, om Sønnen snart selv vilde bidrage noget til sit Underhold. Derfor tog han Pladsen paa Tune, og efter Tilbagekomsten derfra søgte han en Alumne­plads paa Regentsen. Han mente at have en god Talsmand i den theologiske Professor Chr. Hermansen, der jo var født i Store Brøndum, og hvis sær­lige Omsorg for de himmerlandske Studenter var velkendt; men dog opnaaede han først Aaret efter den ansøgte Regentsplads, der som sædvanlig gaves paa tre Aar til 1ste Marts 1879. Forøvrigt forlænge­des hans Regentstid ifølge senere Ansøgning til 1ste September samme Aar.

Det rigtige, ungdommelige Regentsliv var Klavs Gjerding vel for udviklet til at finde Smag i og tage Del i; med sine Venner derinde, navnlig Voldum, Munkebo og Mads Jensen, førte han derimod under Samtaler og Diskussioner et rigt aandeligt Samliv. I Regentsens Archiv er der ikke opbevaret noget Spor efter ham; han har ikke levet med i de tidsspil­dende, men for Deltagerne fornøjelige Smaating, der opfylde Regentsianernes lille Verden, Hans Inter­esser og Stræben førte ham imidlertid paa anden Vis udenfor en regelret Examensstudents banede Veje.

Særlig var det de lokalhistoriske Studier, Politik og Journalistik, der lagde Beslag paa hans Tid. De tidligere begyndte Undersøgelser om Hellum Herreds Fortid fortsatte han med stor Iver; han var en næ­sten daglig Gæst i Archiverne, og hans Arbejde, der allerede fra Begyndelsen af var ret stort anlagt, greb efterhaanden videre om sig og stillede ham større og større Opgaver. Man maa dobbelt anerkende og be­undre den Flid og Ihærdighed, hvormed han drev sine Undersøgelser, naar man betænker, hvor langt besværligere saadanne vare i hin Tid i Sammenlig­ning med vore Dage, da Archivforholdene ere blevne saa fortrinligt ordnede, og en Mængde Archivalier gjort lettere tilgængelige.

En anden Hovedinteresse var Politiken. Klavs Gjerding var selvfølgelig Venstremand hjemmefra og blev ved at være det, om end den oprindelige bjørn­bakske Farve i Aarenes Løb fik en grundtvigiansk Overmaling. Han følte sig altsaa midt i 70erne godt hjemme i det forenede Venstre og blev en flittig Med­arbejder ved dette Partis Hovedstadsorgan »Morgen­bladet«, der jo var stiftet 1873. Han stod dettes Redaktør N. J. Larsen og navnlig C. Berg meget nær, og hans Sympathier fulgte Berg og den radikale Fløj under de Partikampe, som opstode i Anledning af det første Provisorium og det første Forlig (1877), og som førte til det forenede Venstres Sprængning (1878). Det var navnlig som Boganmelder, han var knyttet til ”Morgenbladet” ; han havde altsaa en ret vigtig og betroet Stilling ved Venstres eneste Køben­havnsblad i disse Aar, da Bladets Opgave ikke var nogen ringere end den: at opstille og hævde en ny Dannelsesform i Kamp mod den mægtige national­liberale, romantiske Kultur. Som Grundtvigianer havde Klavs Gjerding imidlertid inderst inde saa me­get tilfælles med denne, at han ikke følte sig oplagt til at slaa haardt til den. Fra den Hørupske Side saa man derfor ikke altid med Tilfredshed paa hans Medarbejderskab. Han selv var imod Slutningen af sit Liv meget utilfreds med Bladets Holdning under den literære Jule- og Nytaarsfejde 1879-80 og med de derefter følgende Pingelske Artikler - saa det er let at slutte sig til, hvor han vilde have taget Plads i Fremtidens Kampe, hvis han havde oplevet dem.

Medens der sikkert ikke i disse Aar indtraadte nogen Afkøling i Klavs Gjerdings Religiøsitet, kunde det ikke undgaaes, at hans theologiske Studium maatte træde en Del tilbage for hans mange andre Interesser. Han kunde godt selv ryste paa Hovedet over sin Sendrægtighed med Fagstudiet, og naar han sammenlignede sig selv med sin flittige Kontubernal, Niels Munkebo, kunde han citere, Wessels Ord:

 

Han tegner Landkort og loeser Loven,

han er saa flittig, som jeg er doven.

 

Doven var han vel egentlig ikke; men som saa mange andre ypperlige Hoveder truedes han af den Fare, at sprede sig for meget. Hans Natur var dog for solid til, at hans Evner saaledes kunde løbe ud i Sandet.

Klavs Gjerding var bleven vakt ved Grundtvigs Prædiken. Dette blev bestemmende for ham, forsaavidt som han stedse derefter følte sig knyttet til de grundtvigianske Krese. I dogmatisk Henseende var han vel egentlig ikke Grundtvigianer; men han nær­mede sig efterhaanden mere og mere til at blive det. Som Kirkegænger søgte han stadig til Vartou, hvor C. J. Brandt i 1872 havde efterfulgt Grundtvig. Af og til drog han ud til Lyngby for at høre P. Rørdam.

 

De demokratiske Anskuelser, som Klavs Gjerding nærede baade paa det politiske og det kirkelige Om­raade, bragte ham til at interessere sig stærkt for en Kirkeforfatning paa bredt, folkeligt Grundlag, - han har formodentlig tænkt sig noget lignende som den nu­værende Menighedsraadsinstitution. Han synes at have gjort Udkast til en saadan, og lejlighedsvis indledte han ved Møder Diskussioner om herhenhørende Emner. Fra Regentsaarene skriver sig Klavs Gjerdings bekendte skønne Psalme, No. 652 i Psalmebog for Kirke og Hjem, »Den er slet ikke af Gud forladt«. Den er digtet i Anledning af en Begravelse i Gerding. En 18aarig Bondepige, Karen Marie Laursen, Datter af Gaardmand Laurs Christensen, kaldet Carlsen, i Gerding, var afgaaet ved Døden den 25de Juli 1877, og til hendes Begravelse den 2den August sendte Klavs Gjerding en Krans, inden i hvilken han havde lagt et Blad Papir, hvorpaa han havde skrevet de tre Vers.

Pigens Fader lod senere Bladet sætte i Glas og Ramme og fandt mange Gange Trøst ved at læse Psalmeordene.  Han sagde tidt : »Af al den Trøst, der er ydet mig, er der intet, der har gjort mig saa godt som de Vers; dem kan A søge hen til Gang efter Gang”. Det indrammede Blad findes endnu hængende paa Væggen i Gaarden, som nu ejes af Pigens Broder, Simon Laursen.

 

Psalmen foreligger her i følgende Form:

 

Karen Marie Laursen.

 

Den er slet ikke af Gud forladt,

som han fratager de hjertenskjære;

ti hvor vi have vor bedste Skat,

der vil og altid vort Hjerte være,

og om vi græde og længes saare,

da faar vi Glæde en Gang ad Aare.

0 Gud ske Lov !

 

Naar Herren tager den Skat, han gav,

han gjemmer den kun til bedre Dage,

i Fred og Frelse fra Død og Grav,

i kjærlig Favn, uden Graad og Klage ;

vi ved saa sikkert : hvad Gud har givet,

en Gang vi skuer oprejst til Livet.

0 Gud ske Lov !

 

Saa lad os længes til Himmerig

og til at samles med vore kjære,

og bede Herren saa mindelig,

at han vil altid iblandt os være,

da vil han styrke os i vor Trængsel

og evig stille vort Hjertes Længsel.

0 Gud ske Lov!

 

Da Sygdommen et Par Aar senere ramte Klavs Gjerding, og han saa Døden for Øje, har han sikkert mange Gange trøstet sig selv med sin Psalme, han har formodentlig givet sin Forlovede en Afskrift af den; hans københavnske Venner have derfor ment, at Psalmen var skreven som et Trøsteord til hende - altsaa først i Aarene 1879-80. Som ovenfor paavist er den imidlertid noget ældre, digtet før Klavs Gjerdings Forlovelse. - Dens senere Historie er følgende : I sit sidste Leveaar sendte Klavs Gjerding den til det af Th. Rørdam udgivne » Kirkebladet«, hvori den blev optaget; han oplevede at

se den trykt ; men tre Uger efter var han død. Den findes her i sin oprindelige Form med Overskrift »Gravsang«. Den senere Biskop Skat Rørdam, som havde lagt Mærke til den i »Kirkebladet«, foranledigede nogle Aar derefter, at den blev medtaget i det

 

 

 

 

 

af ham og en DeI andre københavnske Præster samt daværende Professor F. Nielsen udgivne Forslag til en ny Psalmebog »for Kirke og Hjem” (1885). Den staar som Nr. 697, men har her faaet den noget ændrede Skikkelse, hvori den nu kendes. Hvem der har foretaget Ændringerne, kan ikke paavises. Psal­men har formentlig tabt derved. - Det omtalte For­slag til en ny Psalmebog fandt ikke almindelig Til­slutning, hvorfor dets Ophavsmaend nøjedes med at søge Autorisation paa et nyt Tillæg til den gamle Psalmebog for Kirke- og Hus-Andagt (Konventspsal­mebogen). I dette, der autoriseredes 1890, optoges Psalmen som Nr. 986, og derfra gik den over i den af det kirkelige Raad i 1897 udarbejdede, i 1899 autoriserede ­nu almindelig benyttede Psalmebog som Nr. 652.

 

Aaret 1878 blev sikkert det lykkeligste i Klavs Gjerdings Liv. Hans Helbred var endnu godt, hans Udsigter gode, hans Sjæl i fuld Kraft og hans Sind lyst og muntert. Kronen paa alt dette var hans Forlovelse med den ganske unge Ingeborg Møller-Holst (født den 8. Maj 1860). Denne elskelige unge Pige var Datter af Landøkonomen Erhard Møller-Holst, hvem Klavs Gjerding i mange Aar havde staaet i Forbindelse med som Medarbejder ved hans Blad ”Dansk Landbotidende« og hans andre landøkonomiske Foretagender. - Hun blev Lykken og Velsignelsen for Klavs Gjerding i hans kort tilmaalte Rest af Levetid.

 

I Sommerferien 1878 gæstede de Forlovede med hin­anden Slemminge Praestegaard paa Laaland; alt saa da lyst og godt ud for dem; Forlovelsen havde an­sporet Klavs Gjerding til at skynde sig med Afslut­ningen af sit Studium - næste Sommer vilde han indstille sig til Embedsexamen. Men midt under den noget forcerede Læsning dertil ramtes han i Marts 1879 af sit første og meget heftige Anfald af Blod­spytning. Han boede den Gang endnu paa Regentsen og behandledes af Alumnernes Læge, den bekendte Professor Warncke, som trods de alvorlige Sympto­mer dog gav Patienten og hans Kære noget Haab. For at komme under bedre Forhold flyttedes den syge fra Regentsen hen til en Slægtning af sin For­lovede; i det hele tog hendes Familie sig med største Kærlighed af ham i denne trange Tid. Examen maatte selvfølgelig foreløbig opgives, han tilbragte Sommeren 1879 ganske hvilende, dels i Sorø, dels hjemme i Gerding; men der indtraadte ingen virkelig Bedring i hans Helbredstilstand. Da Efteraaret kom, vendte han tilbage til København ; trods alt vilde han ind­stille sig til Nytaarsexamen 1880, skønt man næppe troede, at han vilde kunne overstaa Rejsen, langt mindre Examen. Hans Holdning i denne Periode kan ikke betegnes med andet Ord end: heltemodig. Han var dødssyg af Lungetuberkulose, lidende af en stadig smertefuld Hoste, døjede økonomiske Bekymringer; - thi saadanne kom ogsaa til - skulde læse til Examen, skønt Doktoren kun tillod ham tre Timers Arbejde om Dagen, og saa havde han trods alt dette sit gamle, tørre Lune og sit glade Sind i Behold og bevarede under alle sine egne Sorger en levende In­teresse for alt, hvad der rørte sig udenfor hans Syge­værelse, Vennernes Skæbne, det offentlige Livs Gang. Pastor Munkebo, som paa denne Tid besøgte ham, giver følgende lille Billede : Han traf ham »siddende i Puder, men med sit lyse Sind og sit mærkeligt barne­gode Humor, med et Glas Portvin, og deri en raa Æggeblomme, staaende foran sig paa et lille Bord « . Efter Ansøgning fik han Tilladelse til at maatte be­svare sine skriftlige Examensopgaver i Løbet af sex Dage i Stedet for tre (den saakaldte Sygeexamen), og det gik over hans Forventning godt, Da den mundt­lige Examen kom, den 22de Januar 1880, var han saa svag, at han maatte køres op paa Universitetet i en lukket Vogn og i Mellemrummene imellem Examinationerne opholde sig i et for ham reserveret Værelse. At han under disse Forhold opnaaede Hovedcharak­teren Haud illaud. primi gr. maa siges at, være al Ære værd. Professor Scharling udtalte da ogsaa, at Fakultetet i det hele var særdeles tilfreds med ham, medens Professor Nielsen ikke kunde undlade at til­føje, at han skyldte ikke Lærdommen, men Moden­heden sit Held.

 

Koncentrationen og Spændingen i Anledning af Examinen forbedrede tilsyneladende for en Tid Klavs Gjerdings Helbred. Fra den første Examensdag begyndte hans Appetit og Kræfter at tiltage, og siden gik det stadig fremad. Derfor dristede han sig til, da Foraaret kom, at overtage en let Huslærerplads hos Pastor Kofoed i Todbjerg ved Aarhus, hvilken hans Ven J. Vol­dum netop forlod for at tiltræde et Præsteembede. Hans bedre Befindende var dog kun en sidste Opblussen. I Sommerferien 1880 opholdt han sig som Gæst hos Pastor Vedel i Vejle, hvis Hustru, Christiane Aaby, en Slaegtning af Pastor Windfeld, kendte ham fra Gerding Præ­stegaard og siden den Tid nærede Godhed for ham. Her blev han dødssyg, og her indtraf hans Død den 6te August 1880. Han følte sig til sidst saa svag og træt, at Livet ikke længer havde nogen Tiltrækning for ham, og han ejede et saa levende Haab, at han, gik glad i Døden. Han var, som han under Sygdom­men skrev til Mads Jensen, » naaet til den Forvisning, at trods alt det, jeg har tænkt at skulle udrette, saa kan Gud dog let undvære mig her paa Jorden « . Han fik en stille og mild Død, sov ganske rolig hen uden at røre sig og laa med et saa frede­ligt og skønt Udse­ende, at det var hans Forlovede og de andre, som stode om hans Dødsleje, til stor Trøst at se bans Ansigt. Hans Lig blev ført hjem til Gerding, og den 11te August blev han begra­vet paa sin Fødebys Kirkegaard, hvor en lille Min­desten viser Stedet for hans Grav. Faderen talte over ham i Hjemmet. Jordspaakastelsen foretoges af Stedets Præst, S. Ploug Rasmussen, der i 1877 havde efterfulgt Pastor Windfeld.

”Gravsangen” blev sunget over ham.

 

 

 

 

Klavs Gjerdings historiske Arbejder ere:

 

A.         Bidrag til Hellum Herreds Beskrivelse og Historie, udgivet af Selskabet for jydsk Historie og Topo­grafi ved D. H. Wulff, Aalborg, 1890-92. 253 Sider. Dette store Samlerarbejde er desværre ufuldendt (Lærer A. C. Nielsen har som Tillæg dertil beskrevet S. Kongerslev Sogn; det behand­ler kun Sognene Gerding, Blendstrup, Skørping, Fræer og Store Brøndum, og er ikke en Gang for disses Vedkommende helt fuldført; men det rummer en Rigdom af Optegnelser, hentede fra Archiverne og samlede paa selve Stederne. Af interessante Enkeltheder skal fremhæves, at Klavs Gjerding her som den første har gjort Rede for St. St. Blichers Slægt, angaaende hvilken Digte­ren selv var fuldstændig i Vilderede, og har paa­vist hans Afstamning fra Herredsfogden Jens Nielsen i Horsens, Blendstrup Sogn. (S. 36). Dette Resultat er senere benyttet af Vilh. Bang og dernæst af de nyere Blicher-Biografer, Hans Han­sen og Jeppe Aakjær. Bogen giver selvfolgelig ogsaa gode Bidrag til Lindenborgs Historie.

B.         Jørgen Marsvin, en herremand midt i det syttende arhundrede. Jydske Samlinger. Første Række, VIII 342-63. Et lidet lysteligt Tidsbillede fra Tiden omkring Suverænitetens Indførelse. Jørgen Marsvin til Aunsbjerg, Marsvinslund, St. Restrup og senere til Abildgaard i Ø. Hornum Sogn er bedst kendt fra E Binnstoww som » Maahswyns­luhns « Opretter, og det er selvfølgelig herigen­nem, at Klavs Gjerding er bleven interesseret for

ham. Han arbejdede paa dette Skrift i sin sid­ste Levetid.

 

  1. Varstgard og Familien Rod. Jydske Samlinger. Anden Række, III 449- 63. En Undersøgelse om en nu forsvunden Sædegaard i Vaarst, der skal have ligget, hvor Mads Sørensens Gaard laa, for den blev udflyttet, - samt om den uddøde Adelsslægt, der beboede denne Sædegaard.

 

Hans øvrige trykte Ting ere spredte omkring i i Blade og Tidsskrifter, hvorfor nedenstaaende For­tegnelse ikke gør Fordring paa at være fuldstændig.

 

1.         En Række Artikler i »Morgenbladet«.

 

2.         I »Dansk Landbotidende« udgivet af Møller-Holst og Hertel:

1) Digtet » Til Udvandreren «, V Bind S. 384. ,

2) En populær botanisk Af handling » Om Plan­ternes Befrugtning«, VII Bind S. 214 ff.

3) En lignende » Om Planternes Søvn , VIII Bind S. 186 ff.

4) »Madvielse«, opbyggelig Artikel med et Digt, VIII Bind S. 255 ff.

5) » Korsbyrd «, en lignende VIII Bind S. 415 ff.

6) »Om Planternes Hjemstavn«, botanisk Artikel, IX Bind S. 51 ff.

3.         I »Kirkebladet« udgivet af Th. Rørdam :

1) En opbyggelig Betragtning »Forklarelsen paa Bjerget«, II Aargang, S. 129 ff.

2) Digtet »Guds Rige«, IV Aargang, S. 119 ff.

3) »Gravsang«, sammesteds, S, 287.

4) En Omdigtning af Davids 103die Psalme, sam­mesteds, S. 387 ff., med en Efterskrift af Bla­dets Redaktør, hvori han meddeler Læserne, Klavs Gjerdings Død.

 

 

Jeg bringer Lærer Morten Jensen, Komdrup, Sognepræ­sterne Munkebo og Voldum samt Katechet M. C. Jensen en hjertelig Tak for velvilligt meddelte Oplysninger, uden hvilke jeg ikke vilde have været i Stand til at skrive ovenstaaende Biografi. De tre sidstnævnte have ogsaa godhedsfuldt stillet en Del Breve fra Klavs Gjerding til min Raadighed.

 

Alexander Rasmussen.