Magrethe Lykkegaard



Magrethe Lykkegaard var født i Fræer sogn
og det er nok hende der er med på folketællingen
fra 1787 :

Folketælling 1787 – Fræer sogn
Sejelstrup Bye , Christen Jørgensen , 37 , Gift , bonde og gaardbeboer
Mette Thoersdatter , 41 , Gift , hans kone
Peder Christensen , 7 , Ugift , deres barn
Magrete Xstensdatter , 5 , Ugift , deres barn
Bodil Xstensdatter , 3 , Ugift , deres barn
Laurs Andersen , 26 , Ugift , tienestekarl

Hun bliver gift med Søren Lykkegaard og i 1834 er de aftægtsfolk hos sønnen :
Waest bye , Christen Sørensen , 30 , Gift , Gaardmand
Ane Kirstine Mathiasdatter , 33 , Gift , Hans kone
Søren Frederichsen , 5 , Ugift , Deres børn
Mathias Christensen , 1 , Ugift , Deres børn
Søren Lykkegaard , 59 , Gift , Aftægtsmand
Magrette Christensdatter , 54 , Gift , Hans kone
Frederich Madsen , 15 , Ugift , Pleiesøn
Berthel Hansen , 33 , Ugift , Tjenestefolk
Lars Christian Fredrichsen , 17 , Ugift , Tjenestefolk
Christense Eskildsdatter , 99 , Ugift , Tjenestefolk
Karen Steffensdatter , 19 , Ugift , Tjenestefolk
Else Kirstine Berthelsdatter , 79 , Ugift , Inderste

I 1840 er hun blevet enke og sønnen har mistet gården :

Margrethe Christensdatter , 63 , Enke , Aftægtskone
Carel Johan Poulsen , 1 , Ugift , Pleiebarn
Ane Magrethe Christensdatter , 1 , Ugift , Pleiebarn
Jens Christensen , 7 , Ugift , Pleiebarn
Kirsten Jensdatter , 13 , Ugift , Almisselem

I 1845 har hun stadig plejebørn :

Magrette Christensdatter , 64 , Enke , Aftægtskone , fødested: Fræer sogn
Niels Christensen , 11 , Ugift , Hendes pleiebørn , fødested: Heri sognet
Charel Johan Poulsen , 6 , Ugift , Hendes pleiebørn , fødested: Gudum sogn
Kristine Hansdatter , 8 , Ugift , Hendes pleiebørn , fødested: Nørholm sogn

Nedenfor ses Claus Johansens
beretning om Magrethe Lykkegaard
og hvorfor Vaarst Smedevej 8 Vaarst Smedevej 8 kom til at hedde
" Magrethe Lykkegaards Minde " :

Her føler jeg anledning til at omtale de tre Enkekoner, som boede umiddelbart ved mit Hjem,
hvilke jeg fra treaars Alderen af, naar Lejlighed gaves, aflagde et Besøg. Den ældste af disse,
kaldet LykkeMagrethe, Enke efter Søren Lykkegaard, fik lidt Aftægt fra Gaarden, som hendes Søn
havde overtaget. Hun boede i en lille Hytte, i daglig Tale kaldt ,"Slottet"; jeg formoder, at
dette Navn er gaaet i Sagnet, eftersom alle de nærmeste Omgivelser tydede paa, at paa den Plet
havde Waarstgaard ligget. „Slottet" bestod af tre smalle Bindingsværker med klinede Vægge og
Straatag; Stuen, hun boede i, var knap fire Alen bred og tre Alen til Loftet; Gulvet var af Ler.
Saa var der en Seng paa tværs i hver Ende af Stuen, Kakkelovnen midt i med Indfyring fra Køkkenet;
saa megen Plads ved Siden var der ikke, der kunde lige staa en Stol, kun et lille Vindue mod Syd,
et lille smalt Bord med Skuffe, under dette var der lige Plads til at Gæssene om Foraaret kunde
ligge og ruge, og naar Gæslingerne kom frem, blev der lagt Græstørv paa Gulvet til disses
Underholdning de første Dage, indtil de kunde blotte sig udenfor. Naar de blev større, var der et
lille Rum, kaldet „Taasken", hvori de gemtes for Ræven, et Aar brød den dog ind og bed seksten Gæslinger.

Den Skade og det Tab var haardt at forvinde for den gamle Kone. I „Taasken" havde hun en lille Haandkværn,
og mange benyttede den til Maling af Malt. Omkring det lille Hus var der en Toft paa 6 Skpr. Land, deraf
havde hun nærmest bag ved Huset 1/2 Skp. til Kartofler, foran en lille bitte Kaalhave, hvor der var
anbragt et Bistade, det øvrige laa i Græs, og da den saakaldte Bydam laa midt i Stykket, var der en
særlig god Plads for Gæssene, men paa samme Plet Jord græssede hendes Ko. Om Vinteren fik hun Halm leveret
til den fra Gaarden, dens Stald var en Stensætning, dækket med Jord saa højt op, at Regnen ikke kunde
trænge igennem, ingen Krybbe, Koen skulde baglænds ud; under slige Forhold befandt den sig godt;
kælvede regelmæssig en Gang aarlig, var godt i Huld, dens Kraftfoder bestod af lidt Kartoffelskrilling og
lignende, som Indsidderkonerne kom med og fik lidt Mælk for.

Under disse Forhold havde hun levet i over 50 Aar. Gaarden, der brændte omkring ved 1800, blev udflyttet,
og efter at hun og hendes Mand mere og mere forarmedes, fik Sønnen Christen den i Fæste, men han maatte
ligeledes give op 1838, kom saa til at bytte med et Hus i Gunderup, som min Farbroder havde.
Naar hun fortalte om sine trange Kaar i Gaarden, ja, da blev det mærket, at saavel Manden som Sønnen
var slemt hengiven til Drik. - Et lille Træk, som hun blandt andet nævnte: For at faa en lille Skilling,
kørte de til Aalborg med Tørv. Hun maatte følge med, for at Pengene ikke skulde blive drukket op, inden
Manden kom hjem. Nu var det et farligt Sted at passere S. Tranders Kro paa Hjemturen, men saa fandt hun
paa at indlede en Samtale med ham, naar de kørte ned af Kragbakken; naar hun fik ham arrig, førte det til,
at de stakkels forsultne Heste skulde undgælde derfor. I Galskaben pryglede han paa dem, og han agtede sig
ikke i, at de kørte Kroen forbi; naar de saa kom hen i Lundby Bakker, opdagede han, at han var narret
for Krobesøget, men han havde da saa megen Forstaaelae af Konens List, at han udbrød:
„Du er ogsaa en underlig Jen, Magreth."

Naar den gamle Kone viste saa stor Interesse for mig baade som Barn og Voksen, var det, fordi hun i al sin
Tarvelighed var en Personlighed med sin høje og kraftige Skikkelse, smukke regelmæssige Ansigtstræk,
sit alvorlige og beslutsomme Væsen og Sindsligevægt under alle Forhold, gudhengiven og fortrøstningsfuld
Tillid til Vorherres Styrelse og Godhed prægede hele hendes stille Færd tidlig og silde. Hørte hun,
at nogen var misfornøjet og klagede over Tiden eller Vejret, udbrød hun straks i en bebrejdende Tone.
En Salmebog ejede hun, men det var kun lidt, hun kunde læse; hendes Belysning om Vinteraftenerne,
naar hun Øvede sin Haandgerning, var en Tranlampe med Siv som Væge; men desuagtet vedblev hendes Syn
at være saa klart, at hun kunde herfra Byen se Kreaturerne ovre paa Refsnæs Mark, hun havde gjort
Hoveriarbejde, saavel til Lindenborg som til Vildmosegaarden; men den allerbetydeligste Gerning,
hun Øvede, var i Aarenes Løb som Plejemoder for tyve Børn, Sogneforstanderskabet betroede hende.
Naar hun blev spurgt om sin Alder det sidste Aar hun levede, blev Svaret i den Form:
„4 Snese, 10 og 2." - Hun døde 1869.

Paa den Plads, hvor hendes lille Hjem var, er nu af Murermester Stinus Hansen opført en smuk Villa,
og paa dens Forside har han efter mit Ønske været mig saa imødekommende at lade paamale:
"Magrethe Lykkegaards Minde".