10.91 Om Vaarst Savværk…

 

Vaarst var engang helt fremme blandt de mest erhvervsaktive landsbyer i Nordjylland…

Og takket være Søren Kvist’s mangeårige indsamlings og registreringsarbejde, så findes der

en pæn mængde billedmateriale om den periode.

Men personligt synes jeg det er beskæmmende så lidt der skrevet der om. Min egen familie, selvom dens rødder strækker langt tilbage i Vaarst’s historie, har ejheller bidraget. Bl.a. derfor dette, om hvordan en ildsjæl forandrede et søvnigt, og noget feudalt lille bonde samfund, til et industricenter…

 

Startskuddet var helt klart Hadsundbanens åbning i året 1900.

Det var ikke en tilfældighed, at Vaarst blev udset til at være en af de ti stationsbyer på strækningen. Linieføringen var meget bevidst valgt.

For banens første sporanlæg var et udpræget ”low-cost” projekt, som ikke tillod tunge

kraftige lokomotiver på de lette skinner, som i tilgift hvilede på langsgående sveller…

De første lokomotiver havde kun lige præcis kræfter til at klatre over banens højeste punkt,

godt 36 meter, med et tog…

I 1933 måtte man nødtvunget begynde at udskifte hele sporanlægget. Og kraftigere lokomotiver kunne dermed snart anskaffes.

 

Vaarst’s beliggenhed på kanten af den flade mose passede meget fint til dette første ”spareprojekt”, og blev, ka’ man sige, byens held.

Og heldigt var det, at noe’n af egnens mere fremsynede personligheder, som f.eks. den unge

tømrer N.P. Larsen og Claus Johannsen, valgte Vaarst for deres virke…

 

N.P.Larsen’s virketrang satte mange, og stadigt synlige spor. Og takket være Claus Johannsen’s skrivelyst er der bevaret nogle gode tidsbilleder.

Et sted fortæller han om den travle unge tømrermester N.P. Larsen, der drøner sin

motorcykel rundt i sognet for at skaffe nye arbejdsopgaver…, og at han, når han kommer

hjem, klodser maskinen op. Sætter en rem på hjulet, og lader den trække en sav…

 

Begyndelsen…

 

Et gammelt avisudklip (fra midt 1950erne?) fortæller, at det hele begyndte i 1898-99.

I et næsten telegramsprog fortæller udklippet om virksomheden, og at man lige da arbejder med udvikling en flaskeprop, der tænkes at skulle kunne erstatte korkproppen.

Og nærmest, som om at når man nu lige er kommet i avisen, så ka’ folk da også f.eks. lige få

at vide at N.P. i 1936 byggede en ny emballage fabrik med eget dieseldrevet elværk…

Hverken N.P., eller den ledelse af selskabet der tog over efter ham, brugte sjældent pressens

hjælp til at promovere sig. F.eks. har ”Stiftstidende’s”, i øvrigt meget aktive lokalredaktør

1960-64, mejeribestyrer Kirketerps datter Inge, i den periode leveret siger og skriver to indlæg om byens og egnens største arbejdsplads…

 

Start- og drivkraft…

 

N.P.’s karriere som bygmester startede i Fjellerad. Med tre vigtige ting som ballast.

Håndelag, kræfter og vilje.

Hvornår maskinkraft fra motorcykelen som Claus Johannesen fortæller om bidrog, må være

langt senere. For ved indgangen til 1900 tallet fandtes der kun en meget lille håndfuld motorcykler i Danmark. (Ellehammer bragte f.eks. den første salgsklare, og håndbyggede danske maskine på markedet i 1904.)

 

Et interessant spørgsmål er, synes jeg, hvordan en så ung mand på ganske få år evnede at

etablere en omfangsrig byggevirksomhed. Hvordan finansierede han sine forretninger?

Det er uomtvisteligt, at N.P. fra første færd, og igennem alle årene var stærkt optaget af at skaffe sine virksomheder midler til en forbedret effektivitet og produktion.

Men at implementere sådant gøres ikke med visioner alene…

 

Vaarst Savværk & Trævarefabrik.

 

Det er vel dokumenteret, at det er i 1898-99 N.P. starter virksomhed i Fjellerad. Og at det er i året 1912 han flytter sit værksted, og bygmestervirksomhed til Vaarst. Atten år senere, i 1930, omdøber han sit ”Bygnings og Maskin-Snedkeri” til ”Vaarst Savværk & Trævarefabrik”.

 

 

”Bygnings og Maskinsnedkere” i 1922.

 

 

Og i 1937, 25 år efter at have flyttet sit værksted ned ad Fjellerad bakken til kanten af mosen, får han fremstillet en ”jubilæums- fotomontage” af sit savværk, der i mellemtiden har vokset sig til kommunens ubetinget største fabriksvirksomhed. En enestående bedrift.

 

 

 

1937. Foto montage

 

 

Blot fire år senere, da N.P. runder de 65 år hægtes ”A/S” på navnet af virksomheden. Og

den yngste søn, Carl Otto, overtager den daglige ledelse af savværket.

Men N.P.’s virketrang blev synlig i Vaarst allerede i året 1900. Det år toget begyndte at rulle

gennem byen… for da lejede han retten til at grave grus og sand ud af bakkerne tæt ved

møllen. Og det antydes et sted, at han på samme vis drev grusgrave i både Blendstrup og

Kongerslev… Bygmesteren gjorde sig klar til at få godt fat i byggeriet…

Men det blev hans bygnings og maskinsnedkeri der virkeligt ekspanderede…

I 1912 havde motorcyklen sikkert længe været helt utilstrækkelig som drivkraft til saven..

 

Traktoren på billedet er antagelig blevet anskaffet omkring denne tid. Den omtales et sted

som ”den første motor”. Selvom fotoet er meget utydeligt, gætter jeg på at der er en maskine årgang 1910-15. Baghjulet står låst fast i en træklods, hvilket tyder på at den kun er brugt som en stationær motor. Men N.P.’s kraft behov til høvle og save øgedes for hver dag…

 

 

 

Benzin ell. petroleums traktor årg. 1910-1915.

 

Niels Peter Larsen…

 

Personligt husker jeg ”Bygmesteren”, som han altid omtaltes, i nogle få glimt. F.eks. én gang på Skomagerbakken i en samtale med min bedstefar. Ikke emnet, N.P. havde en hurtig, lidt ordknap samtalestil, som krævede tilhørerens fulde opmærksomhed.

Og så de daglige spadsereture rundt i byen, i raskt tempo.

En lille, sat, og energisk mand. Altid med hat, og en stok han meget målbevidst stampede i jorden, eller svingede rundt i luften, som om den skulle hjælpe til med fremdriften…

Og undervejs tavst hilsende med hatten til de folk han den dag fandt det passende…

Han havde, – som jeg husker - et skottende, eller rettere, utålmodigt blik. Men et blik som

lynhurtigt kunne fokusere skarpt…

Særligt et billede fra Søren Kvist’s samling synes jeg passer godt på mit indre ”billede” af

bygmester N.P. Larsen. Året er 1929.

Efter en brand opfører N.P.’s byggesjak de nye udlænger til Søren Lundby’s gård.

(De ligger stadigt på hjørnet af Skomagerbakken-Vaarstvej).

N.P’s.(midt i billedet) ansigtsudtryk er, synes jeg, utålmodigt.

Han står som på spring. Eller står han i knæstillingen, for ikke at syne ”lille” ?

 

 

Byggesjak 1929.

 

 

Kilderne til N.P’s tidlige livsforløb er ikke omfangsrige og givtige. Og fra hans egen hånd

kom vist aldrig andet end tegninger, kontrakter og fakturaer…

 

Han blev født i 1876 på en gård i nærheden af Hvorup. Nummer fem af seks børn.

Og lærte sig angiveligt både murer, tømrer, og snedker faget.

Tre håndværk. Lidt usædvanligt.

Men allerede som ung lærling må han altså tilsyneladende ha’ bestemt at kvalificere sig til at

blive bygmester.

 

Tiden i Fjellerad…

 

Folketællingen 1901 i Gunderup Sogn dokumenterer, at N.P. fire år inden har taget

adresse, og at han bor, og driver virksomhed, på matrikel nr. 22c i Fjellerad.

(Ejendommen ligger på venstre hjørne af den gamle Hadsundvej og Vaarstvej, og var

tilsyneladende da ejet af karetmager Niels Nielsen.)

Han betegnes som snedkermester, og der er registreret to snedker svende, samt to lærlinge i

hans hushold. Er 25 år gammel. Stadig ungkarl, og har derfor også en husbestyrerinde ansat.

Hans hoved kogte ganske givet med planer ogvisioner…

Og jeg tror han gik rundt og ærgrede sig… - for i mere end et år havde han kunnet stå og

kikke ned ad bakken og se det nye tog komme dampende til og fra stationen i Vaarst…

Toget kunne fragte alle mulige varer… Både til og fra. Det var ganske irrationelt at måtte hente sine varer nede i pakhuset ved stationen, og så ase dem op af den lange bakke til Fjellerad…

Det Fjellerad- bakke-knokleri var jo helt unødvendig og besværligt …

Det var jo nok også derfor at han en dag året før resolut var taget ned af bakken, og lejet retten til at grave sand og grus ud af skrænterne ved møllen.

Og snart derefter var ”Vaarst Cementstøberi” en realitet…!

 

1906…

 

Ved folketællingen i 1906 bor han stadigt, men nu med kone og tre børn i Fjellerad, og tituleres ”Bygmester”.

Albine, datter af en lokal gårdmand, har giftet sig med N.P. den 29. oktober 1901.

Albine og N.P. får sammen i alt syv børn.

Det første, Holger, i 1903. Det sidste, Carl Otto, i 1918.

Jeg ved ikke om familien byggede, købte, eller boede til leje i huset blot tværs over vejen

(matk.nr.23e), fra hvor N.P. boede ved den forrige folketælling i 1901.

 

1916…

 

Ti år senere dokumenterer en ny folketælling, at N.P. med sin familie nu bor i Vaarst.

Men ikke hvor. Og ikke hvor længe. En kilde mener at bopælen i nogen tid kan ha’

været et af de to ældre huse der engang lå tæt ved Kærvejen, indtil familiens nye store villa på savværksgrunden opførtes i 1915.

 

1952…

 

Men tidlig aprilmorgen, den 19ende, afsluttede N.P. ensomt og brat sit livsforløb under en

tagbjælke i et skur ved Cementstøberiet…

Det sted hvor han begyndte sin tid som iværksætter og forretningsmand i Vaarst.

Byen var i chok. Ingen kunne begribe det. Gisningerne var mange. Havde han været han

syg..? Var det måske økonomi..?

Jeg kan ikke tillade mig at ha’ nogen mening herom. Udover at manden, der gennem hele sit

liv havde vist handlekraft, måske havde fået nok af alderens nedture og ensomhed.

Albine var død fire år tidligere.