Skrevet af Kaj Erik Jensen , Bælum :

 

Tiden på Vårst savværk.

 

I 1952 var jeg kort træt i skolegangen og hoppede ud af 3. mellem. Mine forældre var ikke nemme at overbevise om det fornuftige i det. Det skortede heller ikke på advarsler fra Bælum realskole. Mine store søskende hersede med mig, men intet hjalp. Tanken var født og blev ført ud i livet.

 

Jeg kørte med toget til Vårst og søgte arbejde på savværket som arbejdsdreng, og fik det.

Først var det spændende og nyt. Det var sjovt hver dag at skulle af sted og møde alle de nye kammerater, ogsa sjovt med de nye ting man blev sat til at lave eller deltage i. Vi havde jo også en vældig halløj i pauserne. Der var en 1/2  times frokost og en hel times middag, så der var masser af tid til socialt samvær. Endelig skulle vi fra Kongerslev, Bælum, Solbjerg og Skibsted vente fra arbejdstids ophør kl. 17 til Hadsundpeter kørte sydpå kl. 18. Navnet Hadsundpeter blev hængende ved Aalborg – Hadsund privatbaner, selvom man efterhånden gik over til at køre med skinnebus, de røde lyntog. Damplokomotivets æwra var ved at være forbi. Selv godstoget, sIæberen, blev moderniseret med et diesellokomotiv.

 

Jeg skulle tidlig op om morgenen, for det var på det nærmeste et tolv timers job, forstået sådan, at jeg skulle med toget kl. 6.25 og var hjemme igen kl. 18.30. Otte og en halv timer hver dag plus 5 1/2 timer om lørdagen. Så fik jeg den fyrstelige gage af kr. 18,24 om ugen. Da jeg fyldte 15 år nogle måneder senere, steg lønnen til kr. 24. Som 16 åring var det 75 øre, og 17 år en hel krone pr time. Heraf skulle man jo også købe kort til toget, skaffe arbejdstøj og have mad med, for appetitten fejlede ikke noget i den tid.

 

Jobbet.

 

Det kunne til tider være ganske hårdt og beskidt arbejde, vi blev sat til. Især hvis man var uheldig at komme ned i våd-træ afdelingen, der var første proces efter træfældningen. Træet, si vidt jeg husker østrigsk bjergfyr, blev kantskåret på tre sider, så man senere kunne skære brædder ud af det, når det var tørret. Det var fyldt med harpiks som vi fik på hænder og tøj, og det gav en forfærdelig masse savsmuld, der var vådt og tungt. Smuldet skulle læsses i en stor tohjulet vogn og køres op til et hus, hvor det blev opbevaret. Sommetider, når man kom ud derfra, var man helt dækket med savsmuld, for i samme rum blev det tørre smuld fra andre afdelinger blæst over gennem rør. Så kløede og kradsede det på kroppen hele dagen.

 

Der kom lastbiler og hentede smuldet, enter til et fyr, der kunne tage det direkte, eller til at lave træbriketter af. Efterhånden fandt man også andre ting at bruge det til. Ind imellem når de havde hentet smuld, lå der nogle store dynger, som man så skulle op over for at komme ind med vognen. Det var næsten umuligt for en splejs på 14 år at trække den tunge vogn derind. Men der var ingen kære mor, si måtte man hente en skovl og grave sig ind. Når man kom ned på værkstedet igen og fik skældud, fordi det havde varet for længe, så var dagen rigtig modbydelig. Hvis man gik hjem og klagede, ville min far bare sige, "Du har selv valgt det", så det opgav man på forhånd.

 

Der var en anden mulighed, at gå til formanden, Grundsøe kaldet "fuglen", og spørge ham om det kunne lade sig gøre at komme op på det store værksted, hvor de arbejdede med tørt træ. Det lykkedes ikke i første omgang. Man gik jo ikke ligefrem og reklamerede med, at man næsten ikke kunne holde til det hårde job, det var bare sådan fordi, man hellere ville være i hans sjak. Det ville han tænke over.

 

Det våde træ var meget hårdt og kunne tvinde i saven. Når den mekaniske fremdrift blev ved med at presse træet, kunne det komme ind bag spaltkniven — si var det med at komme i dækning, pludselig fik bagsiden af savklingen fat i stykket, der røg tilbage med stor kraft. Så bandede Gustav, der blev kaldt Esau på grund af hans hårvækst på kroppen, "Det forb... l.. ". Det skete også han fik en over fingrene eller skulderen, men som regel kom han væk, fordi han var opmærksom på faren. Mange gange var savklingen ødelagt efter sådan en omgang, så blev der tid til en lille pause eller køre smuld ud.

 

Træet kom, for en stor del fra Tyskland og det var kort efter krigen. Derfor skete det ret ofte, at der sad projektiler eller granatsplinter inde i træet. Esau kunne stå og synge af fuld hals, mens han stoppede træ i maskinen, pludselig lød der en skinger lyd af metal. Savklingen blev varm og ude af balance, Esau afbrød sin sang med forbandelser over tyskerne. Så var der pause eller ---‑

 

Der var dage hvor den ene formand lånte knægte ud til den anden. Det kunne være dejligt, især hvis det var det store værksted, der skulle have hjælp. Andre gange var knap så sjove, hvis man skulle med ud og stable brædder eller slæbe træ op fra pladsen. I regnfulde perioder var det et stort æIte denude. Alt træ blev flyttet på små vogne med gummihjul og rugbrødsmotor. Der var en råben og skrigen om at, "tag fat for fanden". Man rykkede og sled til man var ganske udmattet, de skulle ikke sige at man ikke prøvede. Det hjalp ikke meget, man havde jo næsten ikke røv til at fylde bukserne ud.

 

Farligt job.

 

Vi var to drenge ved maskinen. Arne havde været der længe da jeg kom. Gustav mente, at når han skulle hedde Esau, så måtte Arne hedde Jacob, og derved blev det. Når der kom en eller anden og snakkede med Esau, kunne Jacob og jeg skiftes til at smutte ud og smøge. Ellers stod vi og glanede eller sad på en stabel træ og ventede, vi vidste jo aldrig hvornår vi kørte videre. Et af de besøg vil jeg aldrig glemme. Mens de to voksne stod og snakkede, stod jeg og pirkede med et stykke bark i nogle bolthuller i savbordet. Pludselig brækkede barkstykket og min hånd røg ind i bagsiden af klingen. Jeg kunne have fået hånden revet af på et splitsekund, men heldigvis gik det kun ud over en finger. Esau sprang over alt hvad der stod på gulvet og fik fat i mig. Blodet sprøjtede jo ud og ingen kunne se, hvor meget der var sket. De forbandt min hånd så godt de kunne, og snart kom der en ambulance. Så gik turen til sygehuset i Aalborg. Her fik jeg til min store fortvivlelse, angst og bange, lov at ligge og vente i tre timer, før der kom en Iæge og besigtigede skaden.

 

Fingeren blev sat sammen, men det var nok ikke den heldigste dag eller Iæge, det yderste led blev stift, og i lang tid efter kom der bullenskab i sårene. Så kunne jeg pille en tråd ud af det bulne sted, hvorefter det lukkede sig igen.

 

Det gav nogle ugers fri, det var jo ikke det værste der kunne ske i min alder, man kunne jo f.eks. stå oppe ved skolen, når de gamle kammerater havde fri. Det var heldig på en anden måde, for da jeg skulle begynde igen, kunne Grundsøe godt forstå, at jeg var ked af komme ned i den afdeling igen, så jeg blev flyttet til det store værksted. Mit store ønske blev opfyldt.

 

Venner, bekendte og de andre.

 

Vi var mange knægte på arbejdspladsen, fra 14 til 18 år. Som 18 åring fik de voksenløn. Om middagen legede vi på livet løs, enten med en bold eller gemmelege på oplagspladsen og i stakladerne. Til tider skulle en eller anden drilles. Det skete ret tit, når en havde samlet affaldstræ sammen til optændingspinde til hjemmebrug, så blev sækken sømmet grundig fast et eller andet sted, sommetider op under loftet. Så var der krig, hvis vedkommende opdagede hvem, der var de skyldige. Men for det meste herskede der stor fordragelighed, inklusive diverse drillerier.

 

Engang havde bette Leif og jeg lavet et nummer med Bernt fra Gudumlund. Det kunne han ikke på nogen måde have til at sidde på sig. Efter fyraften måtte vi mødes nede ved en af stakladerne, for at afgøre det med næverne. Hele flokken mødte naturligvis op for at overvære kampen. Først skulle Leif slås med ham, så skulle jeg bagefter. Tilskuerne hujede og kom med tilråb til hvem man holdt med. Bernt var en selvbevidst ung mand, men Leif havde heller ikke lige tænkt at give op. Kampen bølgede frem og tilbage indtil pludselig formanden stod foran os. Han var alvorlig vred. Samtlige tilstedeværende fik besked om, at hvis han så det engang til, såvar de fyrede.

 

Gemytterne faldt til ro og slukørede listede vi af. Jeg var nok lidt lettet, for jeg vidste ikke om jeg kunne klare Bernt, han var temmelig storskrydende i sin talemåde og et år ældre.

 

På det tidspunkt tog vi en del rundt til bal om lørdagen. En af Bernts venner kom tit om fredagen og spurgte hvor vi skulle til bal om lørdagen. Men jeg havde lugtet lunten, så hvis vi skulle til f eks. Mou, sagde jeg til Thorvald at vi skulle til Terndrup. Så stillede Bernts slæng i Terndrup og susede rundt hele aftenen for at finde rnig. Men jeg svingede mig andet steds, så jeg fik aldrig de øretæver Bernt havde lovet mig.

 

Ægge kasser.

 

 

Produktionen på Vårst savværk var ægge-kasser. På det tidspunkt var der en stor eksport af æg fra Danmark. Det var ikke kun eksportkasser men også de bedre genbrugskasser, som æg-opkøberne satte ud til landmændene til at samle i. Oppe på 1. etage stod søm-maskinerne, og her blev kasserne samlet af et fast sjak. Vi drenge syntes, at nogle af dem følte sig. Ophøjet. Det var unge mennesker, altid pæne og rene i tøjet, desuden havde de en god akkordløn og følte nok lidt at livet var deres.

 

Kasserne blev transporteret med banen, så slæberen satte altid vogne af på vort sidespor. Når vi skulle have vognene rangeret på sidesporet var det med håndkraft, 8-10 knægte kunne fint skubbe rundt med dem, når de kom i bevægelse. Det skete ved hjælp af en stålstang, som man vættede under hjulet over en træklods, til vognen var i gang.

 

I en vinkel udenfor kasseafdelingen var der en svalegang (uden gelænder), og herfra blev der lagt en sleske ned i banevognene. Nogen slæbte kasser ud på rampen ved hjælp af et jern med en krog på. Man kunne slæbe så mange ad gangen, som kunne gå gennem porten. Andre satte dem på slisken og atter andre pakkede dem i banevognen, alt sammen igen under stor råben og halløj. Mange gange var der så travlt med at få banevognene pakket, at der blev en ekstra tjans til os, der alligevel skulle vente på hjemtoget, 38 ører og overbetaling 19 ører, desuden sparede vi bageren, hvor vi ellers plejede at købe en halv 'knog' wienerbrød -. Efter en uge, godt med overarbejde, var det spændende at se lønningsposen. Spændingen gik over, når man havde afleveret kostpenge og diverse beløb hjemme hos mor.

 

For at hjælpe lidt på lønnen fandt vi ud af at gå på kontoret og sige til bogholderen, at vi havde haft fødselsdag. Timebetalingen steg jo væsentfig for hvert år vi var ældre. Bogholderen noterede det blot, og så var det sådan. Om han var klar over snyderiet, eller han ikke kunne huske rede på alle de knægte, ved jeg ikke. Der var jo ingen, personnumre dengang. Fakta var, at mange fik Iøn som 17 åring,  det sidste par år inden de fyldte 18. Fidusen rygtedes hurtigt.

 

Om sommeren fandt Frants Verner og jeg ud af, at vi kunne, bade i et kølevandsbassin til den store dieselmotor, mens vi ventede på hjemtoget. Det var anbragt oven over toiletbygningen. Vandet var omkring 30-35 gr., så det var fortrinlig at bade og vaske sig i. Vi fandt også ud af at tage rent tøj og sæbe med, så var vi pæne når vi tog hjem. Det viste sig at være en fordel, for nu var det nemmere at komme i kontakt med de piger, der rejste til skole i Aalborg. En af dem var i dyrlægens datter fra Skelund. På et tidspunkt var jeg simpelthen så forelsket i hende, at hjertet hoppede uregelmæssigt, bare jeg hende. Jeg talte aldrig med hende, så hun fik det aldrig at vide. Var hun med toget? Det var det første jeg kiggede efter, når toget standsede, og hvis hun var, fik jeg mig anbragt så jeg hele tiden kunne se hende. Hun sad mest og Iæste i sine bøger, så kunne jeg sidde og studere hende. Kiggede hun op, og så på mig, kunne jeg mærke rødmen væIte sig rundt i hovedet, og jeg stirrede febrilsk ud af vinduet. I vinduespejlingen, kunne jeg også se, når hun Iæste videre. Kunne jeg narre nogen med på en cykeltur, endte det gerne med at vi kom gennem Skelund, det kunne jo være man kunne få et enkelt kig på den skønne. Men at henvende sig til hende, kunne jeg aldrig få mig til.

 

I Kongerslev fik jeg også en tog-kæreste. Hendes far var konduktør, derfor var der en grund til at hun altid stod på stationen og vinkede til os. Men hendes lillesøster kunne jo ikke nære sig for at kalde på mig og fortæIle, at det var fordi hun var forelsket i mig. Jeg var også over og besøge dem nogle gange, men det blev ikke rigtig til noget. Der skete så mange nye ting i de år – og var der jo hende fra Skelund –

 

Selv efter en lang arbejdsdag, var krudtet ikke gået af de unge mennesker. Engang vi kørte hjem med toget, var vi nogle stykker, der begyndte at stå og synge i den bageste vogn, og samtidig med sangen gyngede vi fra side til side. Det gav resonans i vognen, der begyndte at svinge i takt med os, så hjulene var ved at lette fra skinnerne. Til sidst blev det for meget for konduktøren. Han kom bare og stilte sig an, faldt vi til ro. Der var flinke togfolk dengang, og vi var også flinke, vi vidste godt når noget var ved at gå i overgear.

 

Når dagen kun var daglig.

 

Egentlig vil man helst kun huske på de sjove og de gode ting, der er overgået en i tidens løb, men der var jo også en anden hverdag, der indgik i billedet. Den følelsesmæssige hverdag, den man ikke røbede for de andre, gradueret efter hvem de andre var. Og nogle ting var kun dine egne. Der var dage hvor man følte sig fanget i et net, man ikke kunne komme ud af. Når savene opførte sig eksemplarisk mange timer i træk og man stod og stablede og sorterede brædder i en uendelighed. I den snerrende, hylende og skærende lyd af savklinger fra hele værkstedet, blev man åndelig voldtaget og måtte flygte ud i dagdrømmeriet, der mange gange havde tendens af bevidstløshed. Ens pubertetsdagdrømme bar altid præg af, om man var glad for det arbejde man udførte. Var arbejdet træls, var drømmene med pil nedad. Pludselig kom man til bevidsthed, når der var nogen, som stod og råbte noget til en. Langsomt og forvirret kom man tilbage til virkeligheden, mens musikken man havde lyttet til, igen blev spillet på skingre savklinger. Støjniveauet Iå nok omkring 115 db. Men der var jo ingen regulativer.

 

Livet var besværligt for en ung mand, som det altid har været, og altid vil være. Man havde så mange tanker og ideer. De var uprøvede, og selv om de så rigtige ud i tågen kunne de ikke bære, voksne havde meget bedre løsninger. Så vænnede man sig til kun at snakke de voksnes ideer. Men snart viste det sig minsandten at de voksne også havde forskellige synspunkter. Det blev ting ikke lettere af, hvad skulle man så regne med?

 

De voksne.

 

Stort set var alle de voksne rare og godmodige mennesker, som jeg husker dem. Nogle af dem blev moppede lidt af kammeraterne, og det var vi knægte hurtig til at mærke. Så kunne vi også godt spille op. Jeg husker en episode med en der hed Henning. Han blev altid kaldt "Billig og Fix", fordi han var lidt af en multikunstner. Hvis der var noget med en maskine, beslag og lign, eller en opfindelse der kunne hjælpe på arbejdsgangen, så gik Henning i gang. Over til smeden og sætte ham i ind i projektet, og til sidst sagde han til smeden, "Det skal være billig og fix". Det kunne smeden selvfølgelig ikke undlade at sige henne på savværket, ”Hvor er billig og fix". Engang kom jeg til at sige det mens hans hørte det. Inden jeg havde nået at blinke med et øje, havde han langet mig en flad kæbestryger, så jeg røg hen ad gulvet. Det var den mest fortjente øretæve jeg har fået, og så blev det ikke sagt mere - når han hørte det.

Der var Ejnar, husmanden fra Egense, timmianbonden kaldte Esau ham. Han var meget godmodig og hjælpsom overfor vi drenge, og han tiltalte os som voksne. Engang jeg klagede mig over, at der var så Iænge til lørdag, sagde han til mig, at han kunne da ikke forstå at jeg ønskede mig gammel, se på mig jeg er over 50 år nu, jeg vil da gerne bytte med dig.

 

Der var en omhyggelighed eller naivitet og pligtopfyldenhed, som i dag ser utrolig ud. Hvis en mand var betroet en maskine at passe, så var det over hans lig, hvis der skete uretmæssige ting omkring den. Jeg husker True Richard der passede den store dieselmotor, han skulle også lade fløjten lyde ved arbejdstids begyndelse og slut. En dag efter middagspausen var hans ur gået forkert, da han opdagede fejlen, styrtede han af sted og faldt over dørtrinet til motorrummet. Inden han var oppe at stå, havde han nået at give motoren gas og trukket i snoren til fløjten. Det blev der grinet meget af i ugen, og husket i lang tid.

 

Fløjte Charles skal have sin egen pris. Mage til menneske skal man lede længe efter. Altid glad for sit job og for verden. Hvis en dreng skulle ønske sig en onkel blev det Charles. Han sang og fløjtede altid, orngængelig og venlig uden at afgive sit revir, den store elektriske dobbeltsav, hvor brædderne blev skåret i tynde skiver til eksportkasser. Han var den eneste, der stoppede en halv time før fyraften om lørdagen, for at gøre maskinen ren, smøre savklingerne ind i dieselolie, rydde op og gøre klar til en ny uge. Det var den maskine man helst ville være ved.

 

Når maskinen kørte og alting fungerede, ja så kom Charles mange gange og tog en om skulderen og sagde, "Vi har det godt, vi to", så tog han en æske Gajol frem og bød, " det står på den, at det er godt for os sangere og rygere", forklarede han med et stort smil, han røg ikke. Det var få gange han viste, at han var ærgerlig over noget.

Han var et af de mennesker, der satte sig gode spor i eftertiden. Selvom man ikke altid umiddelbart forstod hans vigtige budskaber, vendte hans tanker og gode sindelag ofte gennem alle årene, tilbage til en.

 

Der var skrædder Marius, der stod ved kapsaven. Knægte der stod og hjalp ham skulle være hurtige og de skulle kunne stable træet pænt, der var Erik Rank fast mand i lang rid. Der var Ejgil fra Gudum, kaldet blod-Ejgil, hvorfor? Der var Hartvig fra Kongerslev, der senere fik egen virksomhed. Der var Jørn, Frede, Uffe, Baffe, Jens, Svend Guldbæk og vores allesammens Anton slibemester. Stor og trind var Anton, glad og altid fuld af skæg og ballade. Jeg husker han kaldte mig "hvidbjerg" på grund af mine lyse totter. Han var pædagog, for dette blev opfundet. Ham turde man gå ind til og beklage sig over et eller andet, man fik svar, og andre fik ikke noget at vide om den samtale. Det var en stor sorg, at han blev syg og måtte forlade sit job, og måtte overlade det til den ekstreme Eriksen. Jeg savnede ham rigtig meget. Mærkelig nok gik man ikke hen og besøgte ham i hans sygdom, det kunne man nok ikke få sig til.

Mange af navnene har man glemt med tiden, især de personer, der ikke lige var så udadvendt.

 

Sjovt og skægt.

 

Små børn kan man præge, pubertetsbørn bliver præget af sine omgivelser, teenagers præger sig selv med sine oplevelser, sine egne forståelser, sine egne overvindelser.

Det var dengang man fik sin Iøn udbetalt i menneskepenge hver uge. Formanden gik rundt til samtlige, med de små brune kuverter. Kr. 18,24, så skulle der snoldes. Engang havde bette Leif lavet et skilt, hvor på der stod "fuglen", det var formandens, øgenavn, og da han havde fået sin Iøn, så han sit snit til hænge skiltet bagpå Grundsøes jakke. Grundsøe jo kunne ikke forstå, hvorfor alle stod og grinede når han gik fra dem, før en eller anden gjorde ham opmærksom på spøgen.

 

En anden. gang gik det også ud over formanden. Han havde et lille kontor i den ens ende af værkstedet, hvor han lavede sine papirer. Nogle af knægtene havde fundet en rødspætte i en banevogn, den blev sat fast med et søm under hans skrivebord. Da han mødte næste morgen, var der en mærkelig aroma i buret. Han for rundt og kiggede for at finde duftkilden, men forgæves. Det blev værre de følgende dage, men han tænkte ikke på at se op under border. Efter nogle dage var der en, der fjernede den, mens han var nede på det store kontor, så han fandt aldrig grunden til den fæle lugt, men hans dør stod åben i lang, lang tid.

Thorkil og Borris var fast engageret til at køre træ ind. De slæbte som små heste, for der var sommetider stort læs på de tohjulede vogne. Når man var ude og hjælpe dem, var det en stor spøg at få lagt et par sten foran hjulene uden at de opdagede det. Når vognen så skulle i gang, var det næsten umulig at rykke den op over stenene. Når det blev opdaget, blev der et vældig råben, halløj og skælden ud, men ingen havde set, hvem der var synderen, så ingen kunne straffes.

 

Transportmidler.

 

Cykler var hvermandseje. Men så dukkede knallerten op, eller cykle med hjælpemotor. Det var kun for dem, der tjente lidt mere eller havde baggrunden i order. Men nogle knallerter dukkede der dog op i cykelstalden. Så var vi ude at beundre "dyret" og misunde det heldige asen, der havde rettighederne. Sommetider vankede der en prøvetur til vennerne, så var han helt i en tid. En af mine gode venner, Leif fra Solbjerg, var blevet 18 år og havde bestilt en motorcykle — en Wiktorie. På det tidspunkt skulle man søge om tilladelse til at købe motorkøretøjer, men hans far havde i god tid indsendt ansøgningen. Leif og jeg havde aftalt at jeg skulls køre på arbejde med ham. Det ville indebære at man var hjemme en time før hver dag. Men min mor var ikke sikker på, at så ung en mand kunne styre sådan en maskine, så tilladelsen udeblev. I stedet blev det Keld fra Skibsted, der fik godt en time mere fri, jeg kørte stadig med Hadsundpeter.

 

En formiddag forlød det at Thorvald havde købt en BSA. Alle vidste at en BSA var en motorcykel. I middagspausen skulle alle ud for at se vidunderet. Da vi kom derud stod der en ny cykel af mærket BSA. Jeg tror at der både var lettelse og skuffelse på en gang. Nå -en cykel.

 

Godsforvalteren på Lindenborg havde en søn, der kom og arbejdede på savværket i sommerferien. Før han fik kørekort havde han fået en lille DKW  motorcykle. Han var "fandenivolsk'", og havde ord for at køre som død og djævel, altid fuld stråle. Det endte da også med at han fik sit kraveben brækket engang. Det var ikke kun med motorcykle han satte sit liv på spil. Jeg husker engang han  havde væddet med nogen om, at han turde kravle op i savværkets skorsten der var 30 meter høj. En sommermiddag stod prøven. Han skulle kravle op indvendig og stille sig oven på skorstenen, så alle kunne se ham. Da han stod deroppe og hårene strittede i nakken på alle tilskuerne, råbte han ned til os ” jeg kan se hjem til Lindenborg." Så kravlede han stille og rolig ned - udvendig. Han kunne ikke duperes på nogen måde.

 

Frants Verner var ”klassens tykke dreng”, og det var nok sommetider hårdt at være ham. Drillerier i sådan en flok, der ikke har fundet deres egne ben kan være nådesløs. Frants var ellers venligheden selv, og jeg vil tro at det senere er kommet ham til gode, hvis han ikke har taget sig det for nært med mobningen. Hans forældre var medlem af Jehovas Vidner, det gjorde absolut ikke hans situation nemmere. Jeg husker specielt en lørdag, hvor vi havde arbejdet over. Da vi var færdige var der mere end to timer til at toget kom. Frants og jeg blev enige om at vi kunne gå ad banen til Kongerslev. Som tænkt så gjort. Vi vandrede afsted og snakkede om alt muligt. På et tidspunkt spurgtr jeg ham om det der med hans trosretning. Frants stoppede op og kiggede på mig og sagde : “ Jeg synes bare vi skal være venner og ikke tale om det”, så gik vi videre. Det gik pludselig op for mig, at selv blandt venner har man noget helt privat.

 

Jeg har aldrig fortrudt at jeg stoppede på skolen. Jeg kom på en livsskole, som jeg nødigt ville have undværet. At jeg senere måtte på aftenskole for at få min eksamen, er en anden historie. Men jeg lærte en masse dejlige mennesker at kende, så andre mennesker. Jeg blev præget for livet i de tre-fire år jeg var i Vårst.  1954 kom jeg i lære i Bælum brugsforening hos uddeler Gunnar Skadberg.