Vaarst Mølle.

 

 

 

 

f232-maaske1950

 

 

 

 

Et forsøg på at fastholde historien om en

af de forsvundne virksomheder i Vaarst.

Søren M. Nielsen. 2009.

 

 

 

 

 

Vaarst Mølle…

 

Der var engang en ”rigtig” mølle i Vaarst. Spåntækket, drejehat, fire vinger, med stilbare træsejl, eller ”klapper”.  En såkaldt ” hollænder” mølle var det.

Oprindeligt var den bygget som en ”sejl” mølle, men blev moderniseret med ”klapper”, på et tidspunkt…

 

En håndfuld gange var jeg tæt på, når den var i drift.  For op gennem 1950’erne blev kværnen oftere og oftere, og til sidst permanent drevet med elkraft…

Men bagerst, i de fjerneste kroge af det mørke og skumle indre af møllens kælderlignende fundament, stod stadigt en ”reserve-vind”-kraft, fra før elmotorens tid..

En flot grønlakeret vandret liggende, en- cylindret ”Deutz” diesel motor.

Med store svinghjul, blanke messing rør, og en stor tryktank med startluft. Men sjældent var der behov for den efter el-kraften var blevet installeret.

Jeg husker kun at ha’ set dieselmotoren køre en enkelt gang. Hvor den tog vejen, da både møllen og bygningerne blev revet ned, kunne ha’ været rart at vide.

 

Disse mine håndfulde oplevelser når det var vinden der tjente, var det mølleren selv, Holger Nielsen, der stod for at ”køre” møllen. Det job overlod han vistnok aldrig til andre.

Med sikkert også med en erkendelse af, at købmands og kontor arbejde var mere profitabelt, holdt han altså helt op med at stæse rundt, for at ta’ bestik af vinden…

Holger var, om ikke født i møllen, så tæt knyttet til den. Og han videreførte den dygtigt efter sin far, Cilius Nielsen.

 

Når folk ankom til møllen, og det har jeg gjort utallige gange, så kørtes vognen frem langs en høj cementplatform, der i en bue forbandt de to lager bygninger.

En træ-rampe blev lagt ud. Og så kunne sækkevognene begynde at rulle ud eller ind med de op til 100 kg tunge kornsække. Men langt ind i 1950’erne kørte mange bønder endnu rundt med de uhyre upraktiske og smalle ”stivvogne”. 

I dem kunne sækkevognene ikke arbejde. Så med stor risiko for knækkede fingernegle, eller muskel forstrækninger, var der kun én metode... fat i sækkene, og vupti’, op eller ned med dem. Og det var et nederlag af rang, hvis kræfterne på en 14-15 årig knejt’ ikke slog til i den situation…

Det var heldigt for mig, at vi havde fået en ”gummivogn”. Med fladt lad…

 

Mellem de to bygninger stod møllen på en vel godt par meter høj kunstig ”møllebakke”. Dens ”kælder” fundament løftede den endnu et stykke. Dog var den ikke højere, end at når den var drejet til vinden i en bestemt retning, kom vingerne susende lige ned over hovedet på folk, heste, og traktorer…- at især hestene fandt sig i det, kan jo undre…

 

Præcist hvornår møllen blev revet ned, ved jeg ikke. Men engang i 1977- 78 mener jeg. En storm havde tidligere gjort det af med halvdelen af vingerne. Og den hændelse var måske det, der satte gang i planerne om dens endelige undergang.

Holger Nielsen mente ikke, at han forsat kunne forsvare at spendere store beløb på dens vedligehold. Tagpap beklædningen på møllehatten var utæt. Store dele af spån beklædningen trængte til udskiftning.. Og så stod den jo der, og strittede med kun det halve af vingerne. Der var også råd angreb i tømmeret sa’e man.

 

Hvor gammel møllen nåede at blive, ved jeg ikke. Jeg gætter på ét hundrede.  Plus/minus fem til otte år…

Dens bygherre, ejeren af ”Lykkegård”, Mads Sørensen, blev født i 1837, og var søn af min tipoldefar, Søren Madsen. Efter sigende, var Mads en dygtig, fremsynet, men også lidt kolerisk mand. Og jeg forestiller mig, at han har været omkring femogtredve-fyrre år, da han blev meget fornærmet på en initiativgruppe af bønder, der planlagde at bygge en mølle i Torderup.

Den mølle sku’ ligge i Vaarst, mente han. ”Å hvis et’ at I vil, så bøgger A jen sjel”, skal han ha’ sagt.

Det gjorde han så. Og godt et hundred’ år senere, blev den væltet.

 

f202-ca1915

1915. ”Møllerens hus” under opførelse. Møllen har da, som det ses, lærreds-sejl.

 

 

I 1977 rundede ”Vaarst Mølle” et 80års jubilæum.

Da fejredes også 60året for møllersvenden Cilius Nielsen, Holgers far, overtagelse af møllen i 1917. Samt at Holger Nielsen nogen tid inden, havde omdannet sin virksomhed til et aktieselskab. Datteren og svigersønnen var blevet medaktionærer.

Møllens kunder blev i den anledning inviteret til fest og smørrebrød i løsvarelageret, ved den ”nye” mølle på marken ved Lykkegården.

For på det tidspunkt var stort set alle aktiviteter ophørt på den gamle adresse.

Og blot to år senere, i 1979, solgte Holger Nielsen sit livsværk til Superfos koncernen.

 

Om det ved 80 års jubilæet allerede var annonceret, at vindmøllen’s dage var talte, ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at blot nogle få år senere ville folk ikke ha’ accepteret dens forsvinden.

 

Holger og hans kone, der altid omtaltes ”MølleMie”, havde i nogle år møllens store støbejerns gearhjul liggende på den sølle tomme jord høj, hvor møllen så stolt havde knejset…

 

Drivhjulene sku’ måske ligge der og minde Holger om de mange gange de havde hejst ham op til kværnen… For en primitiv  reb ”elevator”, der ikke ville have en kinamands chance for godkendelse i dag, ku’ nemli’ på så mystisk vis fragte sin passager, op eller ned, gennem en lem højt der oppe på loftet, hvor kværnen, og en valse stod og rumlede. Som alt i møllen, var også elevatoren drevet af det oprindelige drivmiddel, vindkraft.

Kornet transporteredes op til kværnen, eller valsen, med en ”kop-elevator”.

Dens ”påslag”- alt var af træ-, var en stor tragt, som hundrede års brug havde blankslidt og gjort dejlig glat..

Man havde ikke bygget tragten ned i gulvet for at gøre arbejdet lidt lettere.

Nej, hver eneste sæk måttet med muskelkraft løftes op over en ca. en meter høj kant, inden den ku’ styrtes i…

Men forinden var der vejet. Alt blev registreret ved en blankslidt sækkevægt, hvad enten på vej ind, eller ud af møllen. Sæk for sæk!

 

I et par meters afstand af ”påslaget”, dvs. tragten, dryssede så den kværn-varme ”grutning”, eller valsekager ned igennem et firkantet træ-rør. Med et vippe-spjæld kunne der fordeles til to udløb, hver med en glatslidt rund træ stuts, hvor sækkene blev spændt fast med en læderrem. Og hurtigt ku’ en sæk blive fyldt med varm nymalet foder, klar til at komme på vægten, lageret, eller trillet til en ventende vogn for hjemtransport…

 

Men længe inden ”volden” blev begået på den gamle vindmølle, havde Holger Nielsen ladet bygge et nyt stort løsvarelager på marken ved ”Lykkegården”. Det udbyggedes snart med store stål siloanlæg, samt kontor og personale faciliteter.

 

f165-1961

 1961. Det nye løsvarelager ved Lykkegården.

 

 

Den gamle mølles adgangsforhold og dens lagerbygninger tillod stort set kun at håndtere korn, gødning, eller foderstoffer som sækkevarer.

Godt nok var en grim klods af en cementsilo blevet bygget ved det gamle træ lagerhus, engang i 1950’erne. Og der blev udvidet flere gange. Men ej heller disse anlæg var egnede til at modtage, eller levere, andet end sække…

Men kornsække, sækkevogne, og sækkeløfternes tider var ved at være forbi.

Det faktum vægtede tungt for møllen’s endeligt.

 

 

 

Billedmaterialet er fra Søren Kvists samling.

Er digitaliseret af Nicolaj Pedersen.

Skrevet i vinteren 2009.. Søren M Nielsen.