Vaarst Mølle


Nedenstående er for det meste taget fra Mie Pedersens
foredrag om Vaarst Mølle.

I 1897 blev der på nuværende adresse Vaarstvej 237
bygget en hollandsk vindmølle. Historien fortæller,
at der omkring dette tidspunkt byggedes vindmøller i
næsten hver landsby.
De gode mænd i Torderup og Vaarst tog ligeledes initiativ
og blev enige om at bygge en vindmølle i fællesskab.
Afstemningen om placeringen faldt ud til fordel for Torderup,
hvilket fik den daværende ejer af "Lykkegaard", Mads Sørensen,
også kaldet ” Mads manne Penge” til at udtale ”Så kan a dæleme byg jen sjel”.
Det gjorde han, og Vaarst Mølle var en realitet. Det var i 1897 den blev færdig.
Den var spåntækket med drejehjul og fire vinger med stilbare træsejl.
Senere blev den moderniseret med klapper.
Den blev i mange år drevet på traditionel vis. Landmanden kom
og fik sit korn malet til foder til dyrene. Hver morgen kl ca 9
kom mælkekuskene enten med en sæk korn til formaling eller for
at hente varer. Det passede fint, når de havde kørt mælk fra Gudum,
Torderup og Tiendemarken til mejeriet også at tage foder med tilbage.
Der var også et par faste vognmænd Chr. Jensen og Niels Pedersen.
Der var meget mørkt og skummelt inde i fundamentet af møllen.
Jeg kan huske der var en rebelevator, så man kunne komme op til kværnen ovenpå.
Elevatoren var meget farlig, for man kunne jo ikke se om der stod nogen neden under.
Jeg tror ikke den kunne godkendes af arbejdstilsynet, men det eksisterede vist
heller ikke på det tidspunkt. Jeg kan også erindre at mindst en gang om året,
havde vi to såkaldte møllebyggere. Hvad de lavede om dagen, kan jeg ikke
huske , men efter arbejdstid sad min far, bedstefar og de to og bildede
møllestenene. ( skarpe )
Sidst i 40erne blev der bygget et træ pakhus. Det blev malet rødt, så naturlig
nok blev det kaldt det røde pakhus. Det blev forbundet med møllens indgang med
en træperron, så man kunne køre med sækkevogn fra det ene lager til det andet.
Senere blev der lavet en af beton.
Da jeg var barn og indtil efter krigen blev møllen drevet med vindkraft.
Efter krigen blev der installeret en dieselmotor til at drive kværnen.
Omkring 1950 gik man over til el.
I 1959 kom min mand - Erling Pedersen - ind i forretningen for at blive
lært op i branchen. Han var militærmand, så det var et stort spring.
Det lettede efterhånden min far - Holger Nielsen - , så han fik tid til at
sidde i Gunderup – Nøvling sogneråd i flere perioder.
Efterhånden blev forretningen større og der blev pladsmangel, så vi købte
et stykke jord over for ” Lykkegaard ” og byggede først lager til gødning
og sækkevarer der. Senere byggedes kontor og det hele blev flyttet derud i 1969.
Senere blev der udbygget med siloer, korntørreri og foderstoffabrik.
Der var 18 ansatte. Dels chauffører, lagerarbejdere og på kontoret.
Der var flere ansatte i sæsonen. Dels til ammoniaknedfældning, sædekorn
og korntørring. Den gamle mølle blev først brugt til sædekornslager.
Men tidens tand tog på den.
Så den blev revet ned midt i 80erne.
I 90erne blev det røde pakhus og resten saneret.
I 1972 blev forretningen omdannet til et aktieselskab bestående
af min far, min mand og mig.
I 1977 fejrede møllen 80 års jubilæum med åben hus for kunder og
forretningsforbindelser.
Kunder ved 80 års jubilæet.
Min far døde i 1978 og den 1. januar 1980 fandt vi tiden inde til at
afhænde forretningen. Fra at være selvstændig virksomhed blev det
en afdeling af Superfos ved fusion..
Det var som nævnt Mads Sørensen, der byggede Vaarst Mølle.
I begyndelsen var hans søn Søren Madsen møller, men kort ind
i det ny århundrede kom der en mølleforpagter Peder Pedersen,
og lidt senere en mølleforpagter Jens Chr. Pedersen.
I 1917 købte Cilius Nielsen møllen, som han i 1937 solgte
til sin søn Holger Nielsen. Resten fremgår af ovennævnte.
Se artikel som Søren Madsen Nielsen har skrevet om Vaarst Mølle.