Maskinlærling,  (1960-1964)

 

Da jeg endeligt kom i ”lære” skulle der dengang underskrives en meget formel lærekontrakt som forpligtigede ”patronen” jo, sådan stod der - til at uddanne dette unge menneske til det, det nu drejede sig om.

Ordet ”Patron” var jeg ikke var ganske sikker på. Meget senere kom ordet tit i erindring, nemlig når Maria - vort afrikanske faktotum – der, når jeg kaldte på hende, altid omgående svarede tilbage:

”Patrão ?”

 

Jeg skulle blive til en maskinarbejder!

Hvad dét i fulde konsekvens betød var jeg egentligt lige så usikker på som det med ”patronen”.

Min kontrakt startede den 1 januar 1960, og skulle slutte den 1 maj 1964. 4 år og 4 mdr!

 

Jeg har aldrig fortrudt at jeg fik lært et håndværk til helt fra bunden.

Og aldrig, aldrig, at det ikke blev det så ellers eftertragtede automekaniker jeg lærte.

 

”Teknodyn”… i daglig tale ”Dullen”, var for os almindelige bondedrenge i Vaarst – og egentligt var jeg jo en af dem… et rimeligt ukendt land.

Joh, man vidste jo da, at der hver morgen  kl. ti minutter i syv kom et antal mennesker gående, cyklende og i et par tilfælde knallert eller motorcyklende personer til stedet.

Og at et lignende antal mog’ beskidt fyre gik hjem derfra kl. fem om eftermiddagen…

 

Hvis man skulle ha’ lavet ”særligt” mekanisk arbejde, så gik man ikke til smeden, men til Teknodyn. Det vidste de fleste.

Det betød nu slet ikke at byens og omegnens  folk kom rendende i tide og utide.

Faktisk var det ret sjældent at der kom folk uden for ”branchen” til værkstedet.

 

Og ”branchen” var træ maskiner : save, høvle, boremaskiner, - hele spektret.

 

Der var en løbende produktion af tømmer save, brædde ditto, samt ” kantværk”  og  spån-  savsmulds suge anlæg.

 

Derudover lavede vi mange reparationer og ombygninger på et væld af ældre maskiner der hidtil havde været drevet af et såkaldt ”forlagsværk”,men som nu skulle ha’ sin egen motor…

Ikke sjældent blev  maskinen ved samme lejlighed  også udstyret med ”fremtræk”.

 

Og så var der de mange sære, både enkle og særdeles komplicerede special maskiner, der blev fremstillet efter opgave.

 

Maskinværkstedet var ved læretidens start nu ikke helt ukendt land for mig. Mit år som arbejdsdreng havde betydet at jeg engang imellem var blevet sendt derop for at feje eller male.

Jeg havde oven i købet allerede fået Børge Pedersen’s  store male-kursus!

 

Om sommeren havde jeg malet den store savsmuld silo, der som et vartegn stod midt på gårdspladsen. Siloen fik det år, udover maling, også en ny cyklone, hvor der fra toppen vajede en stor savklinge som vindfane…

SkakMartin og Åge havde i fællesskab med reb og taljer hejst mig og grejet de ca. 8 m. op. Jeg havde siddet der på et bræt som en anden fugl og balanceret med avispapir til at fylde i sol revnerne på de store hjørnestolper, spartel, maling og pensler.

Lortebrun, kaldte Pedersen farven…

 

Nye porte og årets forskellige tilbygninger på tørreladerne var der også gnedet maling på. Her med en frekvent og minutiøs overvågning af ”Pedersen”.

Han havde jo ikke kunnet følge med til vejrs, så nu tog han revanche…

Børge Pedersen var passioneret maler mente vi.

Kom han forbi, hvad enten det var en port eller maskine man gned farve på, ku’ penslen blive revet fra én, og så: ”Det skal trækkes ud, det skal dække og skinne”…”Se nu her”…Jo’h…

 

At på forhånd ha’ erhvervet (og bestået?) ”det- store- malerkursus” var bestemt ingen bagdel for en nybagt maskinlærling på Teknodyn.

 

Alle maskindele sku’ jo afrenses, grundes og males!

Det gik der en stor del af det første læreår med.

Først som anden-års lærling blev man delvist fredet fra penslerne og den stinkende maling.

 

Fem maskinlærlinge var der sædvanligvis.

Og helt klart var første års lærlingen helt i bunden af rangstigen.

Når der ikke var noget at male, ku’ man nådigst få lov til at lave ”underlags-plader”

Dvs. at alle afklip af plader, hjørner, skrammel og skidt skulle klippes til i pæne lige store (og i vinkel, tak !)  firkanter, et hul bores i midten, udsavning af slidsen, files og pænt afgrates !

Derefter sku’ de sorteres i tykkelse, bundtes, og så afleveres til  godkendelse af ”montøren” himself, Jens Jepsen. Han så en stor personlig udfordring i at finde de værste skæverter, og efter min mening helt unødigt nonchalant kassere dem til brokkassen…

 

Fredag var feje dag.  Men mit værste, og  absolut 1st. års lærling hade job, var at skulle sørge for  brænde og fyre de to kakkelovne der leverede varmen på værkstedet.

Jeg glemte at fyre den ene gang efter den anden, og fik adskillige møgfald for det.

Også engang en afbrændt hårtop, fordi jeg i anger over at lortet var gået ud, sjaskede petroleum ind i den varme aske…

Der blev installeret en oliefyret- varmluft kalorifere vist i mit andet læreår. Så var det forbi med det kakkelovn skidt…

 

48 timer arbejdstid om ugen! Lørdag med , men dog kun til middag!

En ny overenskomst (1960?) satte arbejdstiden ned fra 48 til 45 timer. Så blev det snart almindeligt  at arbejde 9 timer om dagen i fem dage, og holde lørdagen fri. Også på Teknodyn. Men sådant arrangement skete absolut ikke med fagforbundene’s gode vilje! At holde fri om lørdagen havde bestemt ikke været meningen med de mange og vanskelige forhandlinger, som nu endelig betød at arbejdstiden var blevet sat ned…

 

Der var en god tone på værkstedet.

Ondsindet ”mobning”  blev ikke accepteret.

 

Værkstedets daglige leder, Jens Kjeldsen, var en uhyre erfaren og på mange måder sjælden personlighed. Han havde en stor social bevidsthed og behandlede ikke vi læreknejte anderledes end svendene.

Som læremester var han unik.

Den typiske udvikling og bygning af en ny maskine startede med at Kjeldsen gik op i maskinsnedkeriet og hentede en ny ren krydsfinér plade.

Under grynten og snorken i kamp med slimet i halsen fik han den anbragt i passende højde på en kasse.

Så begyndte han at tegne. 1:1 !

I ét planbillede!

Han ku´ stå og stirre på pladen i dagevis. Stikke ild på den uundværlige cigar, snorke og harke…

 

Målsatte tegninger var sjældne fra hans hånd. Allerhøjest lidt skribleri på et hjørne papir eller bagsiden af cigaræsken.

Det gjorde jo fremstillingen af en ”dims” noget vanskelig. Til gengæld gik han ikke helt amok hvis man var så uheldig at” brokke” noget.

 

Så småningom, efterhånden som stregerne blev tydeligere på krydsfineren, begyndte vi så at lave enkelte stumper til denne nye maskine.

Måske var det en bevidst udfordring fra Kjeldsen’s side at inddrage os lærlinge (mig i hvert fald)-  så dybt i en konstruktions fase.

Engang efter en timelang forklaring om hvordan den her stump skulle se ud og virke…viste han, på mit spørgsmål om størrelse med to fingre: ”Sår’n cirka” … hastigt fiskede jeg min skydelære og målte…men det blev taget meget ilde op !

 

Man kunne ikke andet end blive imponeret over det Kjeldsen kunne udtænke, og som vi kunne lave. Egentlig var han ikke nogen super håndværker selv, men han havde en kolossal erfaring.

Kjeldsens akademiske kvalifikationer kendes ikke. Måske havde han en præliminær eksamen… alligevel kunne han lave alle de beregninger der var nødvendige.

Klæbehjernen leverede formlerne når det behøvedes. Nogle gange først efter en nats søvn eller noget hjemmearbejde måske. Men det var sjældent at noget gik galt på grund af en fejlkonstruktion.

 

Arbejdsstyrken på værkstedet var ret konstant. En gang om året forsvandt en nybagt svend og en ny lærling kom til.

I ”min tid” holdtes styrken på omkring tyve mand i alt.

 

I dag skal jo snart sagt hver fejedreng have en mening  og være engageret i egen og firmaets trivsel, udvikling, og indtjening.

Sådan var der ikke dengang!

 

En gang imellem forsvandt Kjeldsen til kontoret i et par timer. Så blev der vel antageligt diskuteret ting som ordrebeholdning osv….

Men i hvert fald var vi ansattes – lærlinge og svende’s - eneste ”input” til den del af virksomheden, det hver mand skrev ind i sin sorte ”dagbog”.

En gang  om ugen cirka, kom Nielsen sjokkende og tog bøgerne med sig. En enkelt gang ku’ han skrive en kommentar i bogen.

Mest når han ikke kunne læse kragetæerne.

 

Førnævnte Børge Pedersen var firmaets medstifter, medejer og dets administrator.

Han var en lille, sat, og pertentlig person med kraftige briller og en yderst skarp hjerne.

 

Hans dybe stemmeleje skabte uundgåeligt ved det første møde en vis respektfuld ”afstand”… der nok forstærkedes af at han altid bar en sort butterfly på en hvid eller blå manchet skjorte, under en nydelig, mest åbenstående jakke.

Seler holdt de grå bukser, altid med skarpe pressefolder, oppe.

Han talte ikke så meget, men kunne pludseligt stoppe op og  gi’ en lang engageret og meget detaljeret forklaring.

Og han ku’ eksplodere i et umådeholdent skraldre grin, som næsten altid efterfølgende betød at han måtte ha’ brillerne af for at tørre øjnene.

 

Under et af mine få besøg på kontoret - ingen kom der uden en absolut god grund- må jeg ha’ udtrykt undren over det voldsomme antal af meget smalle skuffer på den ene kontorvæg…

- omgående fik jeg svaret, og en lynhurtig, grundig demonstration af hvordan hans helt eget opfundne arkiv system virkede…

”Der må kun være tre stykker papir i en skuffe”  sa’e han: ”Det øverste, det midterste, det nederste”

”Ellers ta’r det for lang tid at finde det midterste”

 

Under Børge Pedersen’s ”runder” på virksomheden kunne en udenforstående ved at studere hans ansigtsudtryk, måske godt få opfattelsen af at her gik en mand der bar på alle verdens byrder…

-men sådan så han også ud når han kravlede ind sin stolthed, den nye 6 cylindrede dueblå Mercedes…

 

Pludseligt en dag var begge chefers veltjente cremefarvede 50’model Opel Kaptajn’er  byttet med den blå Mercedes til Pedersen, og en Ford Customline til Nielsen.

 

”Ja, skattevæsenet er jo umulig og mener jo stadigt det at ha’ en bil er en privat luksus…mhæen, så’rn er det jo slet ikke mere” sa’e Pedersen engang under en af de få, måske den eneste samtale jeg erindrer, hvor emnet var økonomi…

 

Den bedste anledning til at få en spontan kontakt med Børge Pedersen, var hvis man malede, fejede eller gjorde anden ”ordning”.

Kom han forbi kriblede det omgående i fingrene.

Han ku’ snuppe kosten eller penselen, og helt glemme tid og sted.

Så småsnakkede han med sig selv.

Det ku’ vi også både se og høre når han moslede af sted med sin rive og skuffejern ude på gårdspladsen, som var hans domæne.

 

 Maskinværkstedet var ret godt udstyret med diverse maskineri, om end en del var af ældre dato.

Men vi fik da nyt engang imellem. Bl.a  en drejebænk og 2 fræsemaskiner.

 

Dengang måtte man selv smede og hærde sine specielle værktøjer til drejebænken, shaperen eller langhøvlen.

De få hårdmetal ”platter” der kunne fås var dyre.

Der skulle derfor snakkes godt med Kjeldsen inden han lukkede skuffen op… og så kunne de oven i købet kun bruges til bearbejdning af støbejern, og man måtte selv slaglodde dem på skaftet.

Og så forstås jo også selv slibe de  forskellige HSS firkant stål til det det nu kunne bruges til…

 

Når en nybagt svend forlod virksomheden var der rift om at arve hans værktøjer…nu havde han jo brugt fire år til at få dem lavet rigtigt.

Jeg kan stadigt ærgre mig over de værktøjer jeg efterlod!

 

Men inden det kom så langt at man fik lov til at lave kompliceret dreje eller fræsearbejde var der meget andet der skulle læres. Svejsning, pladearbejde

(som er meget sværere end det ser ud til).

Opretning af profil jern og plader, skære, slibe… ja hele spektret. Ja – og det vanskeligste: måltagning !

 

Næsten alt ”basis maskineri” blev fremstillet i alm. smedejern. Støbte emner var få, som remskiver, ruller, nogle få lejehuse og flanger til sav aksler.

Var der f.eks. behov for en ekstra slidstyrke et sted,  så svejsedes emnet op med hårdmetal elektroder. Og så ku’ man bagefter, når man var færdig at kæmpe med de her djævelske svejse elektroder der altid brændte fast…få lov til at stå og slibe i dagevis for at fjerne det meste igen….

 

Træ maskineri er almindeligvis noget der løber hurtigt… ikke usædvanligt 6 - 10.000 omdrejninger.

Tilpasningen af de forskellige maskindele skulle være nøje. Men særligt var afbalancering af aksler, remskiver osv. en vigtig disciplin at beherske.

Noe’n lærte det aldrig.

Selv blev jeg ret go’ til det syntes jeg. Vi havde ikke andet værktøj end en rullebuk og så de nødvendige dorne, som man ofte selv først måtte lave. Så var det bare at stå og gætte godt og rigtigt… for det eneste dét apparatur ku’, var jo at vise om noget var ”sidetung”,  altså den ”statiske status”… og intet som helst om den dynamiske….

Det ku’ i værste fald ta’ dage at afbalancere et blæser hjul til en savsmulds blæser… for hver gang man troede ”færdig”, skulle jo hjulet monteres på motoren,  skidtet startes op, og Kjeldsen kaldes hen for at ”føle” med pegefingeren…

 

Det var et righoldigt og varieret udvalg af maskiner der blev fremstillet… jeg husker kun no’en.

Særligt min ”sidste” store opgave.

Vi skulle udvikle og fremstille en komplet produktions-linie,  (i alt fem maskiner om jeg husker ret)- til træ legetøjs fabrikken ”Bilo”.

Den oprindelige Lego legetøjs fabrik, som dengang, og måske stadigt lavede et skrue-sammen-sæt  som de kaldte ”Bilofix”

 

Der sku’ bl.a.  bygges en 32 klinget såkaldt ”multisav” med en stor, nok 35 Hk motor. Automatisk fødning. Og med evnen til at kunne save de her pinde af varierende længde, uden at der skulle ske nogen yderlige efterbearbejdning.

Denne maskine byggede jeg praktisk taget fra ende til anden. Inklusiv en relativ indviklet gearkasse til føde apparatet.

Base-konsollen svejsede 2’års lærlingen op.

” Men du har ansvaret for at ”lortet passer” som Kjeldsen sa’e…Det job varede 4 – 5 måneder tror jeg, men var jo en uhyre faglig udfordring.

 

Arbejds dagen og kammeraterne.

 

Den yderst beskedne første år’s lærlinge ugeløn, omkring 30 Kr. levnede kun råd til én kedeldragt som blev slidt til laser inden udskiftning.

Arbejdstøj og målegrej var for egen regning dengang.

I læreårene tror jeg nok at jeg hvert år som en ret ”sikker” jule eller fødselsdagsgave kalkulerede en kedeldragt. Og bedstemødrene sørgede begge flittigt og trofast for at der var hjemmestrikkede sokker til næste års forbrug.

 

På et tidspunkt var mine arbejdstræsko blevet lappet sammen med skruer og en blikplade fordi en træhæl var revnet. De klirrede ved hvert skridt!

 

En dag på vej hjem til middagsmaden hvor jeg som sædvanligt fulgtes med Poul Erik og ”Madsen”, sa’e Madsen pludseligt:

”De’æ da godt do et er’t tusinben”

”Så vill’et jo kom’ 999 klip, og ét klap”.

 

Elmer Madsen var ellers den tavse mand.

Han ku’ få sagt ret meget med kun én stavelse.

Sammenbidt, kunne han måske også beskrives.

Alligevel en lun, hjælpsom og dygtig mand der dog havde en meget konservativ holdning.

”Do will’ osse altij lav’ om”, ku’ han sige til et forslag om anden måde at gøre en ”ting” på…

Så snurrede han rundt på hælen, skulede til én gennem brilleglassene og spillede sur i flere dage.

Men fodbold ku’ løsne tungen igen. Jo da !

 

Poul Erik, et år længere end mig i ”læren”, spiste med ved middagsbordet hjemme hos kusinen Kamma og Elmer Madsen hver dag, inden han efter dagens dont igen cyklede hjem til Gistrup.

 

Endelig en dag fik Poul E. råd til kørekort, og på en eller anden måde også finansieret købet af en brugt motorcykel.

Den havde eller fik et problem med kick starter pedalen’s aksel og stod derfor stille en tid.

Imens måtte PE igen træde cyklen, og i mange dage sløjfe sin middagspause for at ”fuske” med at dreje og fræse en ny og rimeligt kompliceret aksel, for der var ikke penge til at købe en ny original..!

 

Ofte er det jo sådan at det sværeste ved løsningen af en opgave må vente til sidst!

PE’s nerver var på højkant da der til slut skulle laves et gevind på akslen.

Det kan være svært at lave et groft gevind på en lille diameter, bl.a. fordi drejebænken må gå hurtigt for at holde en god skærehastighed…- og man skal være meget kvik ved havelågen med ind- og udkobling af gevindlåsen…- det kan let gå galt!

 

…Jeg hastede spændt tilbage til værkstedet fra min middagspause…

”Hva’ så ?”

PE stod bøjet over drejebænken.

Tavs !

”Jamen det bløv’ da et flot gevind”

Dyb, sort tavshed !

Endelig : ” Ka’ do’ for fan’ et si’et ?” 

”Det’r  bløven ret, men sku’ væ’rt links !”

 

Kaj, Eigil, Kurt, Gert, Poul Erik, Christian, Ib... alle lære kammerater, om hvem jeg har tit forsøgt at huske hvad vi gik og talte om…

Lørdagsballerne og piger havde første prioriteten. Arbejdsdagene med de mange praktiske problemer og udfordringer krævede sin del. Og så vidste- eller vi troede at vide-, at inden ”livet” sår’n rigtigt ku’ begynde, så var der den her militærtjeneste som ventede. Men så, derefter…

 

Med Kjeldsen ku’ man godt få en dybsindig snak, men tradition, alder og status satte grænser.

Og ingen af svendene kunne, eller havde overskud til at give os større intellektuelle udfordringer.

Med firmaets ledelse havde vi praktisk taget ingen eller i hvert fald kun ringe og sporadisk kontakt.

Det ved jeg ikke skyldtes at hverken Børge Pedersen eller Nielsen på nogen måde ringeagtede, eller ikke interesserede sig for os.

Der var bare ingen tradition for at en’s læremester skulle bekymre sig om ret meget andet end at lære håndværket fra sig…

 

Et ophold på teknisk skole satte altid no’en tanker i gang hos mig.  Men ikke nok til at jeg evnede at  overskue eller manipulere min fremtid…

 

Det drejede sig om at få det svendebrev…. men hva’så derefter…?

 

Måske er her grunden til at de forskellige unge mennesker i familien, inklusive mine egne unger,  har syntes at jeg irriterende og alt for tit har spurgt dem:  ”hva’ dé så vil bliv te’ ?”

 

 

 

Skrevet  vinteren 2004.