En arbejdsdreng… (1959 – 1960)

 

Altid har min hu stået til mekanik.

Bil mekaniker var min ønske uddannelse.

Det jeg ville blive til. Alt andet var utænkeligt!

 

Der var bare en hage ved den íde , at min far hele sit liv ”slæbte”,- og det endda meget tungt, på det som noe’n  siden hen døbte ”klan syndromet”, eller ” Søren Madsen syndromet…”

og jeg er jo en sår’n klan-ætling…altså sku’ jeg  da være bonde!- og helt ”ægte” bonde var man i hans (fars) filosofi kun, hvis man ejede den gamle slægtsgård i Vaarst.

Og den, – gården- havde været, var og skulle kun ejes af en Søren Madsen!

 

Derfor var al tale om anden fremtid end bonde for mig useriøs, og en helt unødvendig snak, mente han.

Jeg véd at der foregik heftige diskussioner far og mor imellem om den sag.

 

Da jeg var 14- 15 år, kom det så vidt at far, - ganske sikkert hårdt presset af mor-, opsøgte et par lokale mekaniker mestre for at høre om en mulig læreplads til mig.

Men det var bare det ved det, at der dengang var der det  ”store – krigs – årgangs –run” på lærepladserne. Man ku’ bli’e ”skrevet op”… med udsigt til en læreplads 3-4 år senere!

 

De par gange jeg husker far komme hjem og fortælle at: ”Sådan var der blevet sagt”, da havde han ikke lignet én som var synderligt bekymret…

 

Inderst inde var han ret tilfreds tror jeg.

Han har sikkert tænkt : ” Ja, der ka’ de bare se, det ”mekanniker værk” er jo heller ikke noget at gi’ sig til…”

Jeg husker i det hele taget kun én situation hvor han –far- aktivt gav udtryk for hvad han gerne så en af os ”blive til”.

Det var da Gert skulle på landbrugsskole…

Hvis der sku’ tales alvorligt om uddannelse, voksenliv… så var det med mor.

I fars familie havde der vist aldrig været en  tradition for at spekulere særligt meget på en uddannelse. Om end Far’s to brødre begge  lærte et ”håndværk”

 

Svend Åge var livet igennem bonde til fingerspidserne. Men han var blevet udlært kommis hos bedstefar’s bror Simon, der dengang og i en længere årrække var brugsuddeler i Hune ved Blokhus. (Senere drev han en købmandsforretning i Aalborg.)

Anton blev, med maler Jensen’s mellemkomst maler, og han, Anton, startede efter militær tiden sin egen malerforretning i Gug.

 

Men uanset det, så forblev livet igennem Fædrenegoren”  de tre brødres faste holde – og - omdrejningspunkt.

Min faktiske uddannelses situation der sidst i 1950’erne, blev først mange år senere, under en forældrekomsammen på Hadsund skole med bette-Sørens, vel 8’ klasse pludseligt og overraskende klar for mig…

 

Den aften sad over for os ved kaffebordet to mødre, ganske vist noget yngre end os og var voldsomt optaget og bekymret om de problemer der nu stod foran dem (og os), med videreuddannelsen af de her børn…

 

Da sad jeg så pludseligt selv samme aften og reflekterede på min egen situation som 15- årig. Med 7 års stråtækket skolegang som eneste akademiske ballast…

 

Aldrig før havde jeg tænkt sådan på det!

 

”I bund og grund er det jo lidt af luksus problem vi har - ikke? ” spurgte jeg de to mødre.

De kikkede på mig som jeg var total idiot…

”Her sidder jeg og kommer i tanke om hvordan min og min årgangs uddannelses muligheder var”. ”Der er en verden til forskel”, sa’e jeg.

”Kom ikke og påstå, at I ikke har råd og tid til at lade jeres børn få den uddannelse de ønsker”

”Det var ganske anderledes da jeg var 15 år. Sådan en luksus kunne kun få forældre tillade sig  dengang” !

 

Diskussionen gik brat i stå, husker jeg. De kunne, eller ville ikke huske.

Måske havde deres personlige situation været en anden. Hvad ved jeg…

 

Faktum er, at meget få forældre i 50’erne havde råd til at ”holde” børnene hjemme under et længere uddannelses forløb.

Delvist også fordi de fleste dengang havde mange børn, der jo alle skulle forsørges og gives muligheder.

Vi var jo f.eks. blevet til 5 !

 

Alligevel gik jeg i 1958 stadigt derhjemme og moslede med møgbøren, markarbejdet, og  om vinteren, det åh så forhadte tærske-arbejde…

-”Tredje-kål” så at sige, for far tog sig endnu råd til at holde både en ”føs’t- og anjen kål”.

 

Han var stadigt dengang fast overbevist om at en ”gor”  ”sku’ ku’ fø’e en maj”, som han sa’e…

(underforstået, én der ikke skulle lave så alverden…

Og ”maj’n” – det var altså lige nú ham !)

Sådan havde været i hans bedstefars tid, og i den tid han ellers kunne huske.

Og sådan sku’et  bli’ ve’..!

 

Havde han måske ikke med egne øjne set hvordan forvaltre og føs’t kål’n på  både Lindenborg og Gl. Estrup arbejdede, da han var landvæsens-elev der ?

Nej, A’ sku’ bar  et’ kom’ her å fortæll’ eller lær’ ham nun’ting !

 

Om jeg dengang argumenterede mod andet end dét at jeg ikke havde ret meget lyst til at være bonde, husker jeg ikke.

Far’s generelle syn på sin ”forretning” og den måde han ønskede at drive den på  var dagens !

Sådant så der ud på gårdene i 1950’erne!

Og jeg var bestemt heller ikke den eneste dreng der  så-at-sige  var blevet ”født” til en bestemt  tilværelse…

 

En dag tog jeg sagen i egen hånd.

Skød hjertet meget langt op i halsen, og vandrede ned til ”Teknodyn”.

For nu var jo både Stefan, Kurt og Bjarne efterhånden kommet i lære. Og det Kurt fortalte om at være maskinlærling lød jo ikke så dumt… 

 

Alene der på kontoret med de to indehavere Niels Chr. Nielsen & Børge Pedersen, fik jeg da spurgt ”om jeg måske ku’ kom’ i lære ?”

 

”Jo’h, ja’e, mæhn …først om et år !”.

”Og så ska’ du begyn’ som arbejdsdreng på tirsdag” sa’e de…

 

Det var den nødvendige start på min omvej til en læreplads som maskinarbejder.

 

Teknodyn eksisterer ikke mere.

Det var en noget speciel virksomhed, som i de år jeg var der, var byens anden største arbejdsplads. 30-35- ansatte, når flest.

Mest kendt var den vel nok som maskinfabrik. Men der foregik meget andet.

Bl.a. havde fabrikken et rimeligt stort og godt udrustet savskæreri. Og alt maskineri var af eget fabrikat og brugtes derfor også  til salgs-demonstrationer.

Og tilgift et maskinsnedkeri !

Her fremstillede Emanuel Haugård Andersen (som engang havde været forlovet med min moster Lissy) - med 2- 3 mands hjælp efter behov, (og  jeg ku’ vær’ en af dem), forskelligt træværk som f.eks. skærebrædder til slagterier, møbler, æg kasser, rørepinde, og jeg ved ikke hvad…

 

Men allermest blev savskæreriet  i mange måneder min ”plads”.

Og det blev et hade job!

 

Medstifter og -ejer  af virksomheden, Niels Chr. Nielsen, i gedulgthed kaldet ”Ak-for-diden-smad’me” var en sjælden personlighed !

 

Han var den ”træ-praktiske” - og, fandt jeg meget senere ud af, - en på nationalt plan højt respekteret  træ ekspert !

 

Nielsen var i  bund og grund venligt menneske som tror jeg, gemte sig lidt. Han var bestemt en meget stor dame ven og blomstrede så snart der var et skørt i nærheden.  

 

Ret sjældent henvendte han sig direkte til nogen af os ”knejte”…og når han gjorde, var det altid på en underlig undseelig eller forlegen måde.

En mærkelig kejtethed, måske fordi han selv ingen børn havde...

 

 

Jeg kom aldrig tættere på ham end når vi ved tilfældighedernes spil  (?) mødtes hos barberen der både boede, og drev forretning fra ”Vognmandens”  baghus, der stadigt ligger på det der nu kaldes Vaarst Skolevej.

Her kom Nielsen helst dagligt. Og i hvert fald hver fredag eftermiddag for at blive barberet, klippet, men mest, for hovedbunds-massagen skyld…

Det var også min passion,- massagen...

Og når jeg gik derfra (vi fik jo løn om fredagen), så havde jeg en helt hvid krans i toppen af hovedet, nemlig dertil hvor sæben og den efterfølgende vask havde opløst dagens skidt og olie fra drejebænken…

Al skidtet sad tilbage i barberens håndklæder...

At hán fandt sig i det, må kun ha’ været fordi han sku’ bruge de 5 Kr. en sådan omgang kostede…

 

Nielsen var hver dag iklædt et brunmeleret jakkesæt, oftest med åbenstående skjortekrave, altid ”knickers”, og derfor langskaftede strømper.

På fødderne – hvis indendørs-, sivsko!

Udendørs  altid med enten velpudsede sorte træsko, eller ligeså skinnende brune snøresko.

Han var meget ”lådden”, med lange skægstubbe allerede til middag, og ellers hår der strittende ud alle vegne. Derfor  blev han også somme tider omtalt som ”Esau”

 

Mestendels havde han en cigar i munden !

Og altid hovedet højt løftet når han kom travende med sin lidt stumplende og stive gangart, altid med høj fart.

 

De usædvanligt kraftige og buskede øjenbryn skjulte delvist de lynhurtige skottende blikke til siderne, og ingen aktivitet tror jeg, undgik hans opmærksomhed.

 

Men ellers var blikket ret frem og altid i ca. 2 meters højde !

Næsten hver gang, når han sådan kom blafrende gennem værkstederne stødte han derfor ind i noget på gulvet… ”Av for diden, Åhh nej, Åhh!” – og så bare videre med fuld fart…

 

En særlig kærlighed tror jeg han havde for den daglige udendørs og meget hurtige passage af pladsen for jernaffaldet fra maskinværkstedet.

Der var tre sorteringer. Men lynhurtigt ku’ han stoppe op og fiske en møtrik eller, en efter hans mening, ”for stor” stump jern op…

Det blev uden et ord placeret på muren, og så bare hurtigt videre… !

 

”Nil’sen, haj hår lå’ nue te’ dæ po’ mur’n” kunne SkakMartin så hoverende fortælle, næste gang yngst’lærlingen kom rullende med trillebøren…

 

Men Nielsen kunne også begejstres og sprudle med vid og viden, når omstændigheder og omgivelser ellers passede.

 

Det gjorde det bl.a. da jeg som deltager i et arbejdshold skulle demontere et falleret, og altså nu opkøbt savværk  på havnen i Ebeltoft.

Som maskinlærling var jeg for første gang med på sådan et job… og vi sku’ bo på Hotel!

 

Nielsen skulle køre værktøjskasserne, Verner Christoffersen, og vi to læreknejt’ derned. Han sad stolt der bag rattet med cigaren og sin sædvanlige ring-af-reservation/ forlegenhed-omkring-sig-  i  sin næsten helt nye Ford ”Customline” .

Bag os fulgte montøren Jens Jepsen himself med så godt han nu kunne i sin højrestyrede sorte førkrigs model Morris Eight.

 

Jeg havde siddet der i bilen og tænkt at her måt’ der da være noet’  Nielsen vill’ ku’ snakk’ om under turen:  Den nye Ford!

Den var creme, hvid og opalgrøn, havde fire frontlygter, en stor motor, automatgear osv…

Men nej, den bil snak havde hurtigt ebbet ud.

Og Verner var bestemt ikke den der ville være med til at provokere Nielsen hvis han nu ”ikk’ sår’n  li’e vi’ll  snakk’ i dag”, nej da…

 

Alligevelvil jeg påstå at valget af lige sådan en bil også fortæller noget om en mand med en særlig personlighed…  Og stadigt, mange år efter hans død kan det hus i Vaarst som han og konen Johanne boede i, også fortælle lidt om ham…

 

I det selv samme år havde Den Kgl. Marine kort tid forinden vor ankomst til Ebeltoft, endeligt, efter år lange diskussioner besluttet, at den gamle og medtagne fregat ”Jylland” skulle have sin sidste kajplads i Ebeltoft.

 

Og der lå den så.

For svaj i havnebassinet i Ebeltoft!

Aftaklet, og med et grimt asbest tag over sig.

 

Nielsen havde ellers, efter planen, skullet køre hjem, når vi var blevet sat af.

Men hurtigt efter vi var ankommet og så småt begyndt på arbejdet viste der sig en mand på kajen. Han beklagede sig  voldsomt og højlydt over at vi nu skulle til at fjerne det savværk som han ellers havde regnet med skulle save de nye planker som fregatten så hårdt manglede…

 

Nielsen kløede sig overalt i hovedet…: ”Jamen du ka’ da nok forstå menneske, at når nu pengene ikke kom, osv  osv…”

Men inden længe var vi alle i en robåd på vej ud til skibet.

Nielsen sprudlede… Jamen for diden, Fregatten!

Op ad tovværks lejderen… og så fløj der 3-4 timer væk i en ruf…

”Guiden” hvis navn jeg har glemt, var just blevet ansat til at passe skibet.

Han havde sejlet med det. Bl.a. til Vestindien!

Den ”historie” han fortalte den dag, blev afgørende for mit forhold til skibet som jeg har besøgt utallige gange siden.

Og altid er da ”Nil’sen” med!

 

Jeg er sikker på at enhver der har kendt Niels Nielsen ikke har svært ved at forestille sig ham i den her situation… hvor han ovenud begejstret, står  dybt nede i den kulsorte, men lige dengang flagermuslygte-oplyste skibsbund, og euforisk, ja næsten manisk, klapper de store ballast sten som man engang da skibet sejlede eskorte for kongeskibet, havde taget ombord under et togt til Island….

For diden da… Tænk sig, Kongen! Island!

Det næsten svimlede for ham…

 

Savskæreriet.

 

Teknodyn opkøbte fra tid til anden ret store partier hårdt træ- Bøg- Eg, Ask osv.-  Det stod vi så der i savværket og skar op.

 

”Snitgavn” kaldte man de ca. 100 x 5 cm planker som sku’ børstes rene, læsses på trækvogne, køres ud og så endelig stables meget nøjagtigt og lige i tørreladerne.

 

Min særlige mening om håndteringen af ”strøerne”  blev meget kritisk  og mest modstræbende godkendt af min næstmest hade kollega Martin , også kaldet ”Skakken” .

”Jamen Nil’sen, haj  ve’ jo ett’ ha’et sår’n”, pev’ Martin altid, når han sku’ forsvare sine  synspunkter.

Men hvis ”Nil’sen” kaldte, så sprang Martin altid af sted i fuld galop…

 

For hvis ”Nil’sen” nu sku’ blive bare lidt sur, så ku’ Martin risikere at en anden fik jobbet med at køre ”bloksaven”… og det ville være fatalt!

Egentlig flink var han Martin, men et pjok!  Han var en god og passioneret skakspiller. Derfor ”Skakken”

 

Og så var der Johannes. En sur stodder der kun lyste op og blev sjælden aktiv når en af cheferne var i nærheden… Han udmærkede sig nu mest ved at save en finger af sig selv en gang om året.

 

Åge og Thomas var to andre ældre og længe ansatte på savværket.

Thomas Pedersen var en stor mand med en brumlende dyb stemme, og den der mest kørte med ”opklodseren” og ”tømmersaven” .

Åge Johnsen, hans medhjælper, var en flink og venlig, næsten stokdøv lille vims mand.

I fritiden en passioneret, men vistnok ikke særlig god harmonika spiller.

 

Begge de to var ikke mindre parate end Martin til ”spring” når  ”Nil’sen” med bare et nik antydede det som mest passende.

Og det var det i særlig grad når der skulle ”kappes”!

Foran savskæreriet, på tømmer pladsen, fandtes en stor afkorter rundsav med rullebord.

Nielsen skulle så absolut helst selv personligt være tilstede for at afkorte det nyindkøbte træ!

Det var en af de sjældne gange man så ham i tungere fysisk aktivitet.

Men det sku’ gå stærkt, det ”kort’n af” job!  Tommestokken fløj op og ned i lommen.

Cigaren dampede og der kom konstante udråb som : ”Av for diden”…”Nej.”. ”Her”, ”Akda”… hvilket alt sammen fik både Thomas og Åge til at mosle og fjumre hjælpeløse omkring..-

 

-og alligevel, - inden nogen af ordene var helt udtalte eller forstået, så trak Nielsen med et hug saven igennem kævlen…

 

At ikke både Nielsen selv, Thomas eller Åge fik arme eller ben kortet af, eller noget i klemme var lidt af et under.

Sikkert var det, at i dagene der fulgte ville Nielsen komme humpende med den ene hånd som støtte for ryggen… sådan gik det hver gang!

 

Som arbejdsdreng var jeg jo aldeles nederst i sjak-hierarkiet.

Det var jeg egentlig godt tilfreds med.

For gå hen og bli’v  li’som Johannes eller Martin, det ville jeg godt nok ikke risikere!

 

Man fik lov til at bestille noget.

Ikke at der altid  hængte en pisk i luften, nej.

 

Der var tilsyneladende meget få og små  begrænsninger i det en arbejdsdreng dengang ”måtte sættes til”.

Ordet ”arbejdsmiljø” var vistnok slet ikke blevet opfundet.

 

Som arbejdsdreng betjente jeg f.eks. i nogen tid en maskine der fræsede en firkantet træklods til et nydeligt sove-ottoman-ben.

En manuelt og ganske idiot-usikret skærm skulle lukkes ned når emnet blev fræset. 

At glemme det betød et tab af en hånd og armen til albuen, for en senere 16 årig operatør…

 

Stort set alle andre maskiner end lige de egentlige høvle og save var åbenbart ”lovligt”  betjent af arbejdsdrenge.

Jeg ved det ikke, for sikkerhed var ikke et emne der blev talt meget om på arbejdspladserne dengang.

 

Man, ”drengene”, måtte ”ta’fra” ved savene.

Og mange gange deltog jeg derfor også, når der skulle demonstreres en maskine for en mulig ny kunde.

Sådan som dengang der skulle vises en af maskinfabrikkens ”automatsave” for en gruppe af besøgende.

Denne særlige model havde på den ene side siddende et nydeligt rødt håndtag, der trinløst kunne regulere save hastigheden.

En særlig finesse…

 

Vi savede, Thomas og mig…

Jeg tog fra, returnerede kævlen til Thomas over rullebordet, stakkede de nysavede brædder på trækvognen….frem og tilbage gik det.

Ingen kunne jo tale sammen i spektaklet.

Nielsen havde stillet sig hen på siden (som så ofte før)… og stod nu med sædvane og næsten manisk pumpede det her håndtag frem og tilbage…

Den habitklædte savværks direktør som i spidsen for sine medarbejdere stod og så på, viftede med armene: ”Stop”!

Larmen døde hen!

Direktøren rystede på hovedet : ” Nej, den kan vi ikke bruge !”

”Jamen hvoffor ikke, hvoffor ikke da” spurgte Nielsen febrilsk.

”Jeg har ikke råd til en mand som kun skal stå og  rykke i det der håndtag ”

…Jamen ak’ for diden… kan du da ikke forstå menneske…je’ vill’ jo bare vise dig det her !”

 

…man sku’ nok vare sig for at holde masken neutral, selv om det lige da var mere end svært.

 

Mest gode dage var det.

Men jeg havde utålmodigt i et år gået og ventet efter at komme op på maskinværkstedet for at komme i gang med den her læretid.

 

Alt i alt, nu her mange år senere, med  mange flere erfaringer end mit arbejdsdrengejob med diverse farligt maskineri, i støj og skidt, manglende ventilation, og-så-videre… så er jeg immervæk enig med Troels Kløvedal som i sin ”Kinabog”,  der hvor han reflekterer på sin læretid som skibsbygger i Helsingør skriver, at :

 

”Det er ret ulideligt at høre og læse om i dagens aviser, at min generation skulle være tyveknægte over for de kommende generationer, vore børn og børnebørn”

”Det ville alle de nedslidte og døde, der opbyggede dette enestående, veludbyggede og rige velfærdssamfund, man overgiver til kommende generationer, have svært ved at forstå.”

”Hvis alle de gamle arbejdsomme og til sidst nedslidte svende kunne læse om nutidens smålige beskyldninger om ældrebyrden, havde de givet de unge en over nakken, med besked på at gå hen og passe deres arbejde”

 

Skrevet i vinteren 2004